Skrevet af: Ronni Vester
28. marts 2018

Tale er guld – bliv klar til Voice Search

Vi søger efter information og produkter på nettet som aldrig før, og der sker hele tiden skred i, hvordan det rent praktisk foregår. Nye muligheder opstår og forbliver, mens andre mister pusten og går i glemmebogen. En af de søgemetoder, som med al sandsynlighed står lige på tærsklen til det helt store gennembrud, er Voice Search – altså stemmebaserede søgninger. Ja, den er god nok. Snart kan vi uden problemer fortælle de såkaldte voice-assistenter på vores smartphones eller tablets, hvad vi gerne vil vide mere om, eller hvilket produkt eller ydelse, vi er klar til at lægge i den digitale indkøbskurv.

I dag anslås det, at 20% af de søgende på Google benytter sig af Voice Search. Et tal, der ventes at stige til 50%, når vi rammer 2020. Men hvordan fungerer Voice Search egentlig i praksis, og hvad skal du være opmærksom på, hvis du gerne vil have, at de digitale assistenter finder frem til dine produkter, ydelser eller informationer? Det får du svar på i dette blogindlæg.

Ikke et nyt fænomen – men nu virker det
Det er sandsynligvis ikke første gang, du hører begrebet Voice Search. Siden 2002 har Google eksperimenteret med stemmesøgninger, men det var først i 2011, at man for alvor begyndte at se det enorme potentiale, da Apple lancerede voice-assistenten Siri. På daværende tidspunkt havde Siri et hyr med at afkode, hvad brugerne efterspurgte, men som årene gik, blev det bedre og bedre. I dag har flere voice-assistenter set dagens lys i form af blandt andre Amazons Alexa og Google Assistant, og med de kontinuerlige optimeringer in mente, er det efterhånden umuligt at negligere denne søgemetode.

For brugerne er Voice Search en hurtig og lettilgængelig metode til at finde specifikke produkter eller informationer, fordi voice-assistenterne klarer det ”hårde arbejde” og serverer det på et sølvfad. Men Voice Search stiller derfor også krav til virksomheders digitale strategi, hvis det er deres produkter, der skal serveres og konsumeres. Det ligger ikke i kortene, at Voice Search direkte vil erstatte den søgemetode, som vi kender i dag, men derimod være et stærkt supplement afhængig af søgningens formål. Derfor skal virksomheder prioritere at søgemaskineoptimere websitet på en anden måde end tidligere, og det kan kun gå for langsomt med at komme i gang. Her følger en række tips til, hvad du skal være opmærksom på.

Optimering på mobilen
Eftersom Voice Search primært foregår på mobilen via voice-assistenterne, ligger det lige til højrebenet, at du har optimeret dit site til mobil. Selv med Voice Search uden for ligningen er dette et ultimativt krav på grund af Mobile First, som for alvor begynder at blive rullet ud i skrivende stund. Antallet af søgninger på mobil har for længst oversteget antallet af søgninger på desktop, og det ser kun ud til at fortsætte i den retning. Så hvis du ikke allerede har gjort det, så sørg for at gøre dit site hurtigt og responsivt. Brugerne har nemlig ingen eller meget ringe tålmodighed, når det kommer til søgninger på mobilen.

Mere talesprog – sjovt nok
Der tegner sig et tydeligt billede af, at stemmesøgninger og tekstsøgninger er meget forskellige. Du kender det sikkert fra dig selv, når du i dag sidder på Google og leder efter noget specifikt. Vil du gerne spare penge på et nyt gulv, søger du måske på frasen ”billige parketgulve” og herefter vælger du det resultat, du finder mest relevant. Kortfattet og bredt. Med Voice Search er der overvejende sandsynlighed for, at brugeren vil udforme søgeforespørgslen som et decideret spørgsmål, da det jo i teorien er en ”person”, man snakker med. Det kunne eksempelvis være ”hvor finder jeg det billigste parketgulv i eg?”. I takt med at teknologien bliver yderligere forbedret, giver det kun mening, at søgninger bliver longtail-baserede, fordi vores voice-assistenter bliver i stand til at opfange semantikken. Det kunne ende med en søgning som ”hvor finder jeg det billigste og bedste parketgulv i mørk eg?”. Herefter vælger voice-assistenten det resultat, der er mest relevant. Konklusionen på søgemetoderne er, at vi tekstsøger kortfattet og stemmesøger, som når vi taler. Det skal man som website-ejer være opmærksom på.

Svar på brugernes spørgsmål
Når brugerne fremadrettet i højere grad vil søge ved hjælp af spørgsmål, giver det kun mening, at du som website-ejer gør en dyd ud af at svare på disse spørgsmål. Det vil i al fald forbedre chancerne for at blive det resultat, som voice-assistenten hiver frem til den søgende. Overordnet set er det en god fremtidig strategi at fokusere mere på optimering af longtail-fraser og spørgsmål. Og hvordan gør du så det? Det kan blandt andet ske ved at give din FAQ en hel masse kærlighed, så brugerens pågældende søgning bliver detaljeret besvaret på dit site. Du kan også med fordel overveje en Q&A, hvor du kommer med dybdegående svar til alle relevante spørgsmål inden for din branche.

Optimer lokalt
Voice-assistenterne tager blandt andet højde for din fysiske placering, når du foretager en stemmesøgning – og det er der god grund til. 22% af søgninger via Voice Search er nemlig målrettet informationer om lokalområdet såsom åbningstider, telefonnummer og adresse på butikker, restauranter etc. Derfor er det afgørende, at du har dine faktuelle oplysninger på plads – på flere platforme – så voice-assistenten nemt kan afkode, at din butik har åbent indtil kl. 20, hvis det er det, brugeren efterspørger. Det vil sige på dit website, men også på eksempelvis Google My Business og Bing Places.

Struktureret data
Du kan også hjælpe søgemaskinerne med bedre at kunne crawle dit site, så det er dit resultat, der dukker op i forbindelse med en Voice Search. Det kan du blandt andet via struktureret data. Ved hjælp af et stykke kode kan du kategorisere dine informationer på sitet, så søgemaskinerne nemmere kan identificere det blandt de store mængder indhold. Det kunne blandt andet være ved at markere informationer som navn, pris, bedømmelser og så videre. Det kan både medvirke til, at dine informationer bliver fremhævet i søgeresultaterne, og samtidig forbedrer du dine muligheder for at dukke op ved Voice Search.

Voice-assistenterne bliver hele tiden bedre og bedre til at forstå konteksten i vores søgninger – både på grund af den underlæggende teknologi og ved at definere vores fysiske placering og tidligere søgninger. Med tiden vil vi derfor stole mere og mere på disse assistenter, så vi ikke skal bruge unødige kræfter på at udvælge det rigtige resultat selv. Skal det være dit resultat, skal du gøre en indsats. Kun de bedste vinder, når det handler om Voice Search.

Læs også:
Søgemaskineoptimering – slå dine konkurrenter
Online annoncering – Hvilke platforme skal jeg (og skal jeg ikke) benytte?
Spor dine telefonopkald i online markedsføring

Ronni har en IT-faglig baggrund og en uddannelse som journalist i bagagen. Hos WeMarket arbejder Ronni til dagligt med søgemaskineoptimering og pressearbejde for en række virksomheder, og han er vores go-to-guy, når det gælder formidling.