FacebookEnder alle de besøgende, der lægger produkter i kurven på din webshop med at købe noget? Hvis ja, så er du enten utrolig dygtig eller utrolig heldig.
Vi andre dødelige må ty til tricks for at fastholde vores besøgende og på sigt gøre dem til kunder, og for at få mest mulig valuta for pengene automatiserer vi processerne. I dette blogindlæg fortæller jeg om Abandoned Cart Automation, og hvordan du kan bruge det.
Indholdfortegnelse:
Hvad er Abandoned Cart mails?
Abandoned Cart mails eller Forladt Kurv er en form for remarketing, hvor du sender en mail til en besøgende på din hjemmeside, der har lagt en vare i kurven og herefter forladt din hjemmeside – uden at købe noget. Mailen indeholder de produkter, den besøgende havde lagt i kurven, men ikke gennemført køb på.
Ved at sende en Abandoned Cart Mail gør du det let for din besøgende at genoptage købsprocessen.
Vigtig info!
For at du kan sende en mail til en besøgende, kræver det selvfølgelig, at du har deres emailadresse og ikke mindst deres accept til at sende dem mails.
Sådan skal du gøre med dine abandoned cart mails
Hav ét budskab
Vær klar og tydelig med dit budskab i dine mails og sørg for, at de kun har ét formål. Ved at præsentere den besøgende for flere muligheder, skal de også træffe flere valg. Derfor skal du holde det simpelt, så det eneste valg de skal træffe, er at købe. Undgå altså at give dem mulighed for fx at købe “efterladte” varer OG følge dig på Facebook, eller købe noget OG se hvilke produkter du har på udsalg. Hold fokus og sørg for at dit budskab er helt klart!
Send gerne flere mails
Én mail kan let overses, og det har sjældent den store effekt. Derfor kan du sagtens sende flere mails, så længe du er målrettet i dit budskab og er relevant for modtageren. Men pas på!
Du skal ikke spamme dine modtagere. Rigtig mange forbrugere finder Abandoned Cart Mails irriterende (fordi det ikke bliver gjort ordentligt). Derfor anbefaler vi, at du højest har 3 mails i dit Abandoned Cart Mail-flow.
Hav en fangende emnelinje
Vi kender det alle sammen. Vi kigger indbakken igennem, og pludselig er vores interesse fanget af en spændende sætning. Den mail vil vi gerne læse.
Derfor er det højeste prioritet, at du har en emnelinje, der fanger. Jeg vil anbefale, at du investerer tid i at finde den helt rigtige formulering, så du finder den variant, der giver de bedste resultater (læs: åbningsrate).
Tænk i flere platforme
Alt efter hvor avanceret dit markedsførings-setup er, har du højst sandsynligt flere platforme, du er aktiv på. Derfor skal du også tænke over, hvordan et Abandoned Cart flow passer ind i dit remarketing-flow på Facebook som eksempel.
Overvej hvor dine besøgende skal lande
Hvad giver mest mening? At de personer, der klikker på din CTA i din Abandoned Cart Mail, havner på forsiden, eller direkte tilbage i den kurv de forlod? Svaret er faktisk hverken eller, men en ting midt imellem. I dag laver vi rigtig meget indledende produkt-research fra mobil, men fortager ofte køb fra computer. Det skal du have i tankerne, når du skal lede dine modtagere tilbage til din webshop. De skal lande i shopping-oplevelsen igen, men ikke i en tom indkøbskurv fordi de lagde en varerne i kurven fra en anden enhed.
Hav en gulerod
Skal der lidt overtalelse til? Du kan med fordel (og måde) bruge en lille gulerod, der hjælper dine modtagere det sidste stykke vej. Vi har opnået rigtig gode resultater ved at have en rabatkode i vores Abandoned Cart Mails, der udløser en gave. Det skal ikke være noget, der æder hele din fortjeneste. Det skal dog have nok værdi til, at dine modtagere køber.
Fang dem i det rette øjeblik
Dit Abandoned Cart Mail-flow skal starte forholdsvis hurtigt efter, en besøgende forlader din webshop og en fyldt indkøbskurv. Tommelfingerreglen er en time efter. Dagen efter kan du sende en mail, der minder dem om deres besøg og også inkluderer en rabatkode eller gavekode. Hvis der går for langt tid, inden dit flow starter, risikerer du, at kunden har købt sine varer et andet sted.
Sådan skal du IKKE gøre med dine Abandoned Cart Mails
Forsøge at få kunden til det hele
At overvælde en kunde med mange budskaber på én gang forvirrer mere end det gavner. Det gælder om at være disciplineret, og kun give dem én konkret mulighed. Hvis du overvælder dem med budskaber, har du ikke ét klart formål. Abandoned Cart Mails har ét klart formål – skabe omsætning. Hold dig til dette mål.
Spam dine modtagere
Ingen kan lide at blive spammet med mails – det gælder også dine besøgende og dine kunder. Som tidligere nævnt er én mail sjældent nok, omvendt giver det også bagslag at sende for mange mails. I værste tilfælde kan du miste en loyal kunde. Send højest 3 mails og husk altid, at de skal være relevante.
Eksperimentere med dit brand
Der skal ikke være tvivl om, hvem der er afsenderen på dine mails. Derfor skal du også holde dig til dit brands identitet. Sørg for at design og det visuelle udtryk stemmer overens med resten af dit brand. Hvis du normalt bruger humor, autoritet eller andre virkemidler i din kommunikation, skal det selvfølgelig også bruges i dine Abandoned Cart Mails.
Alternativet er, at dine modtagere ikke genkender dig som afsender, og at dine mails derved mister deres relevans.
Overbruge rabatkoder
Der må gerne være en gulerod ved at konvertere fra en mail, men det er også en balancegang. Det skal ikke overbruges, så du venner dine kunder til kun at købe, hvis de får rabat.
Det skal ses som den sidste overtalelse til en køber, der allerede overvejer.
Være langsom med udsendelse
R-E-L-E-V-A-N-S og en stor del af relevans afhænger af timing. Hvis du er for lang tid om at sende dine mails, mister du relevans.
Derfor gælder det om at komme ud af starthullerne. De fleste mailsystemer, herunder Mailchimp, lader dig sende en mail allerede én time efter, en kurv er blevet forladt.
HUSK!
Dine modtagere har givet dig en tillidserklæring i form af deres emailadresse og deres accept til, at du må sende dem mails. Det skal ikke misbruges.
Lad være med at spamme dem, vær klar i dit budskab og husk relevans!
Opsummering
- Hold dig til ét budskab
- Fang opmærksomheden med en spændende emnelinje
- Hav styr på din timing
- Brug lidt lokkemad – men pas på ikke at satse for meget
- Hold dig til dit brand
- Send gerne flere mails, men for alt i verden må du ikke spamme.
Med det på plads, er du nu klar til at lave en effektiv Abandoned Cart Automatisering i dit foretrukne mailprogram – hvad enten det er MailChimp, ActiveCampaign eller en helt tredje platform.
Andre har også læst:
- Sådan opsætter du nemt og hurtigt et mailflow i Mailchimp
- Tekstforfatning – 5 tips til at skrive gode tekster
- Opsæt mål og sporinger hjemmesider og webshops
- Sjusket grammatik kan koste dig kunder