Skrevet af: Trine Olsen
3. januar 2019

Facebooks konkurrenceregler 2019

Rigtig mange virksomheder benytter sig af muligheden for at lave konkurrencer på Facebook. Og rigtig mange virksomheder overholder ikke Facebooks konkurrenceregler, når de gør det. Det kan være irriterende for brugerne. Og det kan potentielt blive et problem for virksomhederne.

Prøv at forestille dig, at prinsen fra eventyret skulle levere prinsessen og det halve kongerige tilbage – plus renter! Alt sammen fordi han havde glemt at bede kongen om lov. Dét ville være ærgerligt.

Hvis du bliver taget i ikke at overholde reglerne, kan du risikere en bøde. Og er den helt gal, kan Facebook vælge at lukke din side ned. Det ville også være ærgerligt, når alt du ville med din konkurrence var at glæde et heldigt asen med en fin præmie.

Virksomheder overtræder ikke reglerne med vilje, men fordi reglerne har ændret sig så mange gange og ikke altid giver super meget mening. For at få slået reglerne for konkurrencer på Facebook fast én gang for alle, eller i hvert fald det næste stykke tid, får du dem serveret lige her:

DET MÅ DU GERNE:

  • Du må gerne kræve, at folk skal ”Synes godt om” dit opslag for at deltage.
  • Du må gerne kræve, at folk skal lave opslag på din side for at deltage.
  • Du må gerne kræve, at folk skal kommentere dit opslag for at deltage.
  • Du må gerne kræve, at folk skal sende en besked til din side for at deltage i din konkurrence

DET MÅ DU IKKE:

  • Du må IKKE udlove præmier, når din Facebook-side opnår et vist antal følgere.
  • Du må IKKE kræve, at folk skal dele et opslag på deres egen væg for at deltage.
  • Du må IKKE kræve, at folk skal dele et opslag på deres venners væg for at deltage.
  • Du må IKKE kræve, at folk skal tagge deres venner for at deltage.
  • Du må IKKE kræve, at folk skal ”Synes godt om” din side for at deltage.

Udover ovenstående er det vigtigt, du altid husker at understrege, at din konkurrence på ingen måde er støttet, sponsoreret, administreret eller på anden vis forbundet med Facebook.

Du kan læse de officielle konkurrenceregler for Facebook her. Og du kan læse mere om DO’s and DON’TS fra Facebooks egne læber lige her.

Selvom konkurrencer er en fin måde at skabe rækkevidde på og dermed kendskab til din virksomhed eller dine produkter, så er det en god ide at tænke dig om, inden du kaster dig ud i den ene konkurrence efter den anden.

Som bruger på Facebook kan man til tider føle sig spam’et af konkurrencer, og det sidste du ønsker, er at blive et irritationsmoment for brugerne.

Når dette er sagt, må du gerne opfordre dine følgere til at dele din konkurrence, men det må IKKE være en præmis for at deltage.

Jeg håber, du kan bruge mit blogindlæg som guideline, næste gang du skal opsætte en konkurrence på Facebook:)

Vi ved, at mange står over for samme problemstilling blot med Instagram, og derfor kommer konkurrencebetingelserne for Instagram her:

Sådan laves en “lovlig” konkurrence på Instagram

MAN MÅ GERNE:

– Kræve at følgerne hashtagger deres billeder med et bestemt hashtag
– Kræve at følgerne følger din profil
– Kræve at følgerne har en åben profil
– Kræve at følgerne tagger din Instagram profil i et opslag
– Kræve at følgerne reposter dit billede

MAN MÅ IKKE:

– Kræve at følgerne skal tagge andre for at deltage.

Derudover skal du huske at:

– Tilkendegive at konkurrencen hverken er sponsoreret, støttet, administreret eller forbundet med Instagram.
“*Denne konkurrence er hverken sponsoreret eller associeret med Instagram.”

Hvis du har spørgsmål til Facebooks eller Instagrams konkurrenceregler, er du velkommen til at skrive en mail til mig på to@wemarket.dk, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

En anden ting, der kan være godt at få styr på, er Facebooks tekstregler. Dem forklarer Jannick – så de er til at forstå – lige her.

Ellers er der ikke andet tilbage end at ønske dig god fornøjelse!

Læs mere:

Facebook annoncering – øg brandkendskab og sælg mere
Sådan installeres Facebooks Chat Plugin
Hvad er Facebook Business Manager? (2019 guide)

Trine har en kandidat i Informationsvidenskab og erfaring fra en tidligere stilling som Social Media Manager hos Unilever Danmark. Her hos WeMarket arbejder Trine med markedsføring for forskellige virksomheder, heriblandt WeMarket selv.