Skrevet af: Christian
1. februar 2018

Søgemaskineoptimering af dine billeder på Google

Når din målgruppe søger efter dine produkter eller ydelser på fx Google, er det afgørende, at din hjemmeside er optimeret, så den opnår gode placeringer i de organiske søgeresultater. Fagtermen for dette kaldes søgemaskineoptimering eller SEO.

Tidens tendens er, at flere og flere finder ydelser og produkter via de billeder, der kommer frem i søgeresultaterne, og her vil du gerne have dine billeder med.

Et billede siger mere end 1000 ord, men kun hvis billedet bliver set. Derfor er det ikke kun afgørende, at dit site er indholdsoptimeret med de rigtige søgeord i dine URLér, titler, overskrifter, tekster og stier – dine billeder skal også søgemaskineoptimeres. Billederne kan være med til at bestemme dine placeringer i søgemaskinerne, og derfor er det vigtigt.

I dette blogindlæg vil jeg forklare, hvordan du sørger for, at dine billeder søgemaskineoptimeres, så de vil rangere bedre og forhåbentligt også syne direkte i de organiske søgeresultater.

Nedenfor ser du et eksempel, hvor billeder fremvises direkte i de organiske søgeresultater på søgeordet “blå sparkedragt”.

Soegemaskineoptimering-af-billeder

Eksempel på søgemaskineoptimering af billeder i Google

 

Soegemaskineoptimering-af-billeder i Google Images

Eksempel på søgemaskineoptimering af billeder i Google Images

Hvorfor skal billederne søgemaskineoptimeres på Google?

Google kan godt lide masser af unik tekst, men Google kan endnu bedre lide, hvis du har billeder, der matcher din tekst. Billeder gør dine produkter eller ydelser mere håndgribelige for din målgruppe, og fuldstændigt det samme gør sig gældende for søgemaskinerne.

Her kommer en række ting, du kan gøre for at søgemaskineoptimere dine billeder og gøre Google glad:

Reducer filstørrelsen på billedet

I forbindelse med søgemaskineoptimering er det vigtigt at sørge for, at din hjemmeside er hurtig til at loade. Her kan dine billeder spille en væsentlig rolle. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at nedskalere billederne af dine produkter/ydelser. Faktisk skal billedstørrelsen reduceres så meget som muligt, uden det går ud over billedkvaliteten.

Du kan fx anvende Google PageSpeed Insights til at analysere din hjemmesides load-tid og finde frem til, hvilke billeder der med fordel kan reduceres.

Du kan selv prøve Google Pagespeed her.

Hvis du har billeder på din hjemmeside, der fylder 3 MB eller mere, kan det få konsekvenser for din hjemmesides rangering.

En tommelfingerregel her er, at billederne ikke skal være mindre end 100 x 100 pixels og ikke større end 1200 x 1200 pixels. Du kan evt. linke til et større billede via en thumbnail.

Når størrelsen på dine billeder skal nedskaleres, kan du fx bruge https://kraken.io/, der er et ganske udemærket værktøj til formålet.

Sørg for responsive billeder

Google er allerede i fuld gang med at udrulle sit nye mobile first indeks, og du er garanteret allerede bekendt med, at dit website skal være responsivt, så det tilpasser sig til forskellige skærmstørrelser. Hvis det viser sig, at dine billeder ikke gør det, er det vigtigt at få implementeret en srcset attribut. Attributten sørger nemlig for flere varianter af samme billede, så billedet matcher uanset brugerens skærmstørrelse.

Ændre filnavnet på billedet

En anden simpel start på søgemaskineoptimeringen af dine billeder er at overveje deres filnavne. Titlen på selve filen bør indeholde, og gerne starte med, dit søgeord. Samtidig skal filnavnet fortælle noget omkring, hvad der er på billedet.

Billedfiler har det med at hedde IMG23535.jpg eller lignende. Dette skal altså omdøbes, så de forskellige søgemaskiner kan tyde, hvad der er på selve billedet. Når du omdøber dine billeder, skal du adskille anvendte ord med bindestreger. Fx blaa-sparkedragt.jpg. Bindestregen mellem valgte ord gør nemlig, at Google læser søgeordene som to forskellige ord. Jeg ser nogle gange, at billeder fx hedder blaa_sparkedragt.jpg. Her bruges underscore, og det gør, at Google trækker søgeordene sammen til ét ord og dermed læser filnavnet forkert.

Søgemaskinerne er kloge nok til at læse ae som æ, aa som å og oe som et ø, men du må aldrig bruge store bogstaver eller anvende specialtegn i filnavnet på dine billeder.

Brug et ALT tag

Billedets ALT-tekst er den lille tekst, der kommer til syne, når du fører musen hen over et billede. Det er en metode, som er tiltænkt at hjælpe svagtseende med at tolke, hvad der er på billedet. Men ALT-teksten anvendes også i forhold til søgemaskineoptimering, og her handler det om at fortælle søgemaskinen, hvad billedet viser.

Placer søgeord i teksten, som omgiver billedet

Hvis du fx har tekst over eller under dine billeder, så er det vigtigt, at du indlejrer dine søgeord i den tekst. Dette har en positiv effekt for synligheden af billedet i søgemaskinerne. Google læser altså teksten omkring et billede som noget, der fortæller, hvad der er på billedet.

Denne form for tekst kaldes captions, og besøgende, der ser et produkt eller læser en artikel, ser oftest captions på billeder.

Schema markup af billeder

Schema Markup eller semantisk markup bruges til at fortælle søgemaskiner, hvad din data betyder og ikke bare, hvad din data siger. Ved at anvende semantisk markup giver man søgemaskinerne mere struktureret data, hvilket giver dem en bedre forståelse af indholdet på din hjemmeside. Sådan hjælper man søgemaskinerne med at øge kvaliteten af deres søgeresultater.

Et eksempel kunne være en Polo. Er det en bil? En beklædningsdel eller en mintpastil? Med semantisk markup hjælper du søgemaskinerne på vej ved fx at tilføje, at polo er en bil på din hjemmeside.

Til det kan du bruge Schema.org, der er et samarbejde mellem Google, Microsoft og Yahoo. Her kan du finde en masse eksempler på, hvordan du kan strukturere dine data. Når du efterfølgende har fået markeret din data, kan du teste det via Googles testværktøj.

Google har endda udviklet deres eget værktøj, som du kan anvende til at generere struktureret data. Værktøjet hedder Google Markup Helper. Her kan du se dit eget website, mens at du tilføjer din markup. Dette er et brugervenligt værktøj, som virker.

Dit indhold skal passe til det pågældende billede

Som tidligere nævnt siger et billede mere end tusind ord, men et billede kan ikke stå alene. Hvis du sørger for, at indholdet på dine landingssider er optimeret mod ét søgeord pr. landingsside, så både URL, overskrift, tekst og billedet passer sammen, er det den perfekte kombination, der kan være med til at fremhæve dine produkter eller ydelser i de organiske søgeresultater.

Dublicate content og billeder

I en tid hvor store stockphoto-services bliver endnu større, har det aldrig været mere populært at købe og sælge billeder og videoer. Men det er en rigtig god idé at tænke dig godt om, inden du begynder at anvende billeder eller video fra en ekstern leverandør. Dette gælder især, hvis du driver en webshop eller et website, hvor billedmaterialerne udgør et væsentligt parameter for dit salg. Der findes nemlig en dublicate content straf på billeder, ligesom det er tilfældet med tekst.

Men hvorfor?

Google er som bekendt, suverænt den mest anvendte søgemaskine. Det er den fordi, Google formår at levere de mest relevante resultater, når brugerne søger efter informationer, produkter og billeder. Hvis Google viste det samme billede 10 gange, vil den besøgende sandsynligvis få en negativ oplevelse. Google har også tilkendegivet, at de hellere vil fremvise forkerte billeder, som intet har med den pågældende søgning at gøre, end at vise det samme billede mere end to gange i hele søgeresultatet i Google Images.

Hvordan gør du dine billeder unikke?

Hvis du f.eks. har en webshop, der er proppet med leverandørbilleder, så behøver du ikke nødvendigvis at skulle i gang med at tage dine egne billeder.

Billedoptimering

Billedet er lånt af danskoutlet.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ovenstående eksempel fremviser samme produkt, men i to forskellige varianter. I Googles øjne er de to billeder ikke identiske, og dermed er der ingen risiko for problemer med dublicate content. Man behøver derfor ikke at skulle til at tage helt nye billeder for at gøre et billede unikt, da det er nok at ændre pixelopbygningen i forhold til originalen. Du kan bl.a. arbejde med at skifte baggrundsfarve, skifte baggrundsbillede, tilføje tekst og meget mere.

Smart eller snyd?

Der skal ikke være nogen tvivl om, at ovenstående metoder ikke er ligeså gode, som hvis der tages helt nye produktbilleder. Det er måske kun et spørgsmål om tid, inden Google vil opdatere algoritmen ift. billedsøgninger. Google arbejder intensivt med Object Detecting – genkendelse af objekter i billeder. Så Google dermed bedre kan afkode, hvad der er på et billede. Og mon ikke de i samme anledning bliver bedre til at vurdere, om et billede er 100% unikt, eller om der er blevet arbejdet med et billede, så pixelopbygningen blot er anderledes.

Derfor er det en god idé at overveje, om man allerede nu skal investere i produktion af egne billeder, så man er på forkant med Googles opdateringer (og ens konkurrenter). Ændring af pixelopbygning er en metode, der virker i dag, men om det gør det i fremtiden, er svært at sige.

 

Med en Professionsbachelor i International Handel og Markedsføring har Christian en bred viden om markedsføring med i bagagen. Derudover er han vores autodidakte SEO-troldmand - alt der er værd at vide om SEO, ved Christian. Derfor er han den oplagte VækstPartner hos WeMarket.