På samme måde som du kan få dit brand varemærkeregistreret i forskellige internationale databaser (fx EUIPO og USPTO) for at beskytte dit varemærke og kunne forsvare dig mod overtrædelser af dine brand-rettigheder, har Amazon oprettet sin egen database med registrerede brands. At få dit brand registreret her giver dig mulighed for at beskytte dit brand imod andre sælgere på Amazon, der potentielt kunne finde på at sælge deres produkter med dit brandnavn eller ved at benytte dine copyright-beskyttede produktbilleder eller -videoer. Ved at få dit brand registreret i Amazon Brand Registry låser du samtidig op for en række andre muligheder, som kan give dig en fordel i forhold til dine konkurrenter på Amazon.
I det følgende vil vi uddybe alt dette og gøre dig klogere på, hvorfor det er en kæmpe fordel at få sit brand registreret hos Amazon.
Beskyttelse mod misbrug af dit brand
Først og fremmest skal du få dit brand registreret i Amazon Brand Registry for at sikre dig, at andre sælgere ikke kan misbruge dit brand og dit copyright-beskyttede content til deres egen vinding. Du kan sagtens risikere, at andre sælgere på Amazon stadig vil forsøge uretmæssigt at gøre dette, men ved at have dit brand registreret i Amazon Brand Registry vil det blive langt sværere for andre sælgere at gøre. Samtidig vil det give dig mulighed for at anmelde tilfælde til Amazon, hvor du kan dokumentere, at dine rettigheder er blevet misbrugt og få Amazons hjælp til at få det stoppet.
Brand Store og A+ Content
Så snart du har fået dit brand registreret i Amazon Brand Registry, vil du få adgang til en række værktøjer, som kan gøre en stor forskel for din succes på Amazon. Et af disse redskaber er muligheden for at kunne tilføje A+ Content til dine produktsider. Du får også mulighed for at oprette din egen Brand Store på Amazon, hvor du kan vise dit brand og dine produkter frem på en helt anden måde, end du kan på de enkelte produktsider. Ved at kunne præsentere dit brand, vil du også kunne fremstå på en mere troværdig måde over for potentielle nye kunder, som endnu ikke kender noget til dit brand.
Brand Advertising (Sponsored Brand Ads)
At investere i advertising for dine produkter på Amazon er en næsten uundværlig byggesten i at kunne få succes på Amazon. Ved at have dit brand registreret i Amazon Brand Registry låser du også op for muligheden for at køre en anden type annoncering, nemlig de såkaldte Sponsored Brand Ads, hvor du har mulighed for ikke kun at gøre reklame for dine produkter enkeltvis, men også at sætte fokus på dit brand som helhed. Du kan nemlig bl.a. bruge denne annoncetype til at sende trafik videre ind på din Brand Store, dit udstillingsvindue for dit brand som helhed.
Overdragelse af rettigheder til anden Amazon-sælger
Hvis du ikke selv ønsker at stå for salget af dine produkter på Amazon, men hellere vil overlade dette til andre (fx samarbejdspartnere), så har Amazon givet dig mulighed for at overdrage de rettigheder og fordele, som registreringen af dit brand i Amazon Brand Registry udløser, til en 3. part. Denne samarbejdspartner skal naturligvis selv have en Amazon Seller Central Account, før du kan overdrage brand-rettighederne på Amazon til vedkommende. Denne overdragelse kan du til enhver tid trække tilbage igen, hvis du ønsker det.
Amazons Brand Registry giver dig mange fordele
Ud over de grunde, vi har nævnt ovenfor, er der mange andre fordele ved at få tilmeldt dit brand i Amazons Brand Registry. For at give dig selv de bedste muligheder for at få succes på Amazon vil vi derfor altid anbefale, at du – inden du starter salget op på Amazon – sikrer dig, at du lever op til Amazons krav om at kunne få dit brand registreret. For hvis du skal konkurrere mod andre sælgere, og du ikke har de samme eller bedre forudsætninger for at optimere salget, etablere dig som en troværdig sælger på Amazon og kunne beskytte dit brand imod overtrædelser af dine brandrettigheder, kan det vise sig at blive meget svært at få succes på Amazon.
Har du brug for hjælp med Amazon? Der er ingen grund til at lede videre. Bare udfyld formularen, og så kontakter vi dig. Klik dig ind på: https://wemarket.dk/kontakt/.