WeMarket opkøber viborgensisk webbureau

19. februar 2020

Det digitale marketingbureau, WeMarket har opkøbt webbureauet UseWeb og overtager i den forbindelse webbureauets kundeportefølje. Opkøbet sker som et led i WeMarkets nye vækststrategi, hvor virksomheder med samme værdier og komplementære ydelser integreres i forretningen.

Indenfor det seneste år har det midtjyske bureau, WeMarket, slået dørene op til 2 nye afdelinger i Holstebro og Kolding, lavet rekordregnskab, modtaget sin 2. Gazelle og fået ny direktør. Der er altså fart over feltet i den blot 6 år gamle virksomhed, og nu skal en ny vækststrategi skabe grobund for endnu mere vækst.

Med afsæt i den nye strategi har WeMarket nu opkøbt det viborgensiske webbureau, UseWeb, hvis kerneydelser og kundetyper har mange paralleller til WeMarkets forretning.

 

UseWeb-ejer ville prøve noget nyt

Enkeltmandsvirksomheden, UseWeb, har haft stor succes blandt de midtjyske virksomheder, men for stifter og ejer, Martin Kjær Pedersen, var det på tide at prøve kræfter med noget andet.

“Efter at have været selvstændig i 6 år, var lysten kommet til at prøve noget nyt, så da muligheden bød sig, valgte jeg derfor at tage springet.”

“Jeg føler, at WeMarket er det helt rigtige bureau til at overtage UseWeb. Jeg er gennem længere tid kommet i virksomheden, så jeg ved, hvad de står for – både menneskeligt og forretningsmæssigt. Deres måde at arbejde på, ligger meget tæt op ad den måde, jeg drev UseWeb på, hvor fokus har været at være tæt på kunderne og levere et godt og solidt stykke arbejde, som kan være med til at vækste kundernes virksomhed,” udtaler Martin Kjær Pedersen.

Forventningen om fortsat gode kunderelationer deler direktør i WeMarket, Christian Hestbek, der også fra start så de klare ligheder i værdier, kundetyper og arbejdsgange:

“Martin var på udkig efter et bureau, der matchede UseWebs hovedværdier 1 til 1, og der synes vi jo virkelig, at WeMarket passer. Hele Martins tilgang til kunderne har været, at det først og fremmest skal bygge på tillid, fordi det er vejen til langsigtede relationer. Netop denne relations-tilgang til forretningen rammer jo direkte ind i vores egne værdier, og derfor tror vi også på, at vi kan fortsætte det gode samarbejde med kunderne,” fortæller Christian Hestbek.

 

Opkøb er del af ny vækststrategi

Det er ikke tilfældigt, at et opkøb af UseWeb hurtigt kom på tale, for WeMarket har netop fastlagt en ny vækststrategi, og her er vækst via opkøb af andre bureauer en del af planen for at opnå en større markedsandel.

“Det er et led i vores vækststrategi at finde og integrere virksomheder, der enten ligner WeMarket, eller som supplerer vores ydelser. Det er vigtigt for os, at det er virksomheder, som arbejder lidt på samme måde som os og har kunder, der ligner vores. Samtidig lægger vi stor vægt på, at deres værdier hænger sammen med vores,” forklarer WeMarkets direktør.

WeMarket købte UseWeb i november 2019, og overtog i den forbindelse UseWebs kundeportefølje.

 

  • UseWeb blev stiftet af Martin Kjær Pedersen i Viborg i 2013 med kernekompetencer indenfor hjemmesider, webshops og online marketing.

WeMarket er ikke blot en produktionsvirksomhed, der ukritisk tager alle de ordrer ind, der kommer. Vi har et erklæret mål om, at vores kunder skal have mest mulig valuta for deres penge, og hvis ikke vi kan give dem det, siger vi pænt nej tak til opgaven.

Som kunde hos os får du ikke blot de bedste kampagner, men også dedikeret, strategisk rådgivning, der sikrer, at du prioriterer dine midler rigtigt og dermed får mest muligt ud af din investering.