Lad mig starte med at sige: Et skift af domæne er så absolut ikke en øvelse, du bør foretage hver 14. dag. For der er altid en risiko forbundet med at skifte domæne. Men omvendt skal du heller ikke køre videre med et domænenavn, som ikke matcher den strategi, du har for hjemmesiden. Derfor skal du tænke dig GODT om en gang for alle, hvis du vælger at skifte domæne. Så du forhåbentligt kan bevare dit nye domæne i lang tid.
Den risiko, der er forbundet med at skifte domæne, negligeres desværre ofte, fordi det for mange virker lidt uhåndgribeligt “det der SEO”. Men hvad der derimod er yderst håndgribeligt, er de mulige konsekvenser. Du kan nemlig miste synlighed i Google som følge af en negativ udvikling i søgeordspositionerne. Dét reducerer den organiske trafik til din hjemmeside, hvilket betyder et fald i antallet af de henvendelser, du får. Og formålet med din hjemmeside er jo netop at skaffe trafik, henvendelser og omsætning.
Det kan derfor koste dig dyrt at se stort på risikoen for tabt SEO-værdi.
Derfor anbefaler jeg, at du læser dette blogindlæg igennem for at få en konkret forståelse af de områder, som det især er vigtigt, at du/din hjemmesideudvikler er opmærksom på.
Og nu til det tekniske. Først og fremmest:
301 redirects
Manglende 301-redirects er en af de største fejl, du kan begå, når du skifter hjemmeside.
Et 301-redirect betyder på almindeligt dansk “flyttet permanent”. Og det er netop, hvad der skal ske med alle dine sider på hjemmesiden. De skal flyttes hver og én.
Eksempelvis redirectes produktkategorien gammeltdomaene.dk/produktkategori1 til nytdomaene.dk/produktkategori1.
Tilsvarende redirectes produktsiden gammeltdomaene.dk/produktkategori1/produkt1 til nytdomaene.dk/produktkategori1/produkt1.
Okay, du forstår pointen. Men hvad så i det tilfælde, hvor et produkt ikke skal eksistere på det nye domæne? Så skal produktsiden redirectes til nærmest relaterede kategori. Dvs. at du kan redirecte gammeltdomaene.dk/produktkategori1/produkt1 til nytdomaene.dk/produktkategori1.
De sider, det er allervigtigst at redirecte er de sider, som:
- Skaber meget trafik
- Skaber mange konverteringer (henvendelser/salg)
- Skaber meget omsætning
- Har backlinks
- Har gode søgeordsplaceringer
Alt vedrørende trafik, konverteringer og omsætning kan ses i Google Analytics.
Søgeordsplaceringer kan eksempelvis monitoreres med værktøjerne AccuRanker eller Ahrefs. I sidstnævnte kan du også holde øje med dine backlinks.
Monitorér dine rankings
Det er vigtigt at monitorere rankings før, under og efter et skift af domænenavn, for at eventuelt tabt SEO-værdi hurtigt kan opdages. Et fald i vigtige søgeordspositioner kan lettere opdages fra dag til dag, end et fald i omsætningen, hvis denne sædvanligvis varierer meget.
On-page parametre
Undgå så vidt muligt at ændre ved dine vigtigste on-page parametre, hvis dit gamle site allerede er godt onpage-optimeret og performer godt i søgeresultaterne. Medmindre du virkelig ved, hvad du gør. On-page parametre, som du især skal være opmærksomme på, er:
- Titler
- Metabeskrivelser
- H1- og H2- overskrifter
- Interne links
- ALT-tekster på billeder
- Tekst på siden
Tekst bør som minimum flyttes med over, men du kan sagtens udvide med mere tekst, som er relevant.
Hvis du har arbejdet meget med SEO-optimering af hjemmesiden, har du formentlig et godt overblik over, hvilke landingssider, der rangerer godt og trækker værdifuld trafik fra forskellige søgeord. Det er disse landingssider, du især skal være påpasselig med.
Google bot
Det er vigtigt at blokere Googles adgang til din nye side i din robots.txt-fil, mens din side endnu er under udvikling. Endnu vigtigere er det at give Googles bot adgang til at crawle og indeksere din nye side, så snart den er klar til at tage imod besøgende. Ellers er du bogstaveligt talt usynlig i Googles søgeresultater.
Hastighed
Jo hurtigere loadtid din hjemmeside har, jo bedre er brugeroplevelsen. Og det ved Google selvfølgelig. Hvis dit hjemmesideskift på nogen måde er med til at forlænge loadtiden, vil Google derfor lade det influere negativt på dine søgeordsplaceringer og dermed den organiske trafik og antallet af konverteringer. Derfor skal din nye hjemmeside som minimum have en loadtid, der svarer til den gamle hjemmeside. Du kan teste hastigheden både før og efter skiftet på Google Page Speed Insights.
Google er gået mobile first. Derfor er det et absolut must, at dit nye site gøres mobilvenligt med et responsivt design, uanset om dit gamle site var mobilvenligt eller ej. Du kan læse mere om Mobile First Indekset og om vigtigheden af et responsivt design her. Test mobilvenligheden før og efter på Google’s Mobile Friendly Tester.
Husk at indsende et opdateret sitemap i Search Console så snart du er klar med din nye hjemmeside. Det hjælper Google med hurtigere at få hjemmesiden korrekt indekseret i søgeresultaterne.
Tjek at antallet af indekserede sider stemmer overens med det antal sider, der var indekseret før, eller i hvert fald med det antal du ønsker indekseret nu, hvis du har ryddet op i dine sider.
Følg i det hele taget dataen i Google Search Console med opmærksomhed i tiden efter skiftet. Mange fejl kan spottes her.
Andre relevante artikler:
Sådan bliver din hjemmeside hurtig