SEO tekster. Du har højst sandsynligt hørt begrebet før, hvis du arbejder eller har erfaring med online markedsføring. En stor del af on page SEO handler om at skrive gode tekster. Men hvordan gør man så dét?
“Back in the day” handlede SEO tekster egentlig primært om én ting: Søgeord – og masser af dem! Her fandt man i sin tid ud af, at man kunne rangere højt i Google, ved at sætte sit primære søgeord ind i en tekst, så mange gange som muligt.
Med tiden har Google fået mere og mere fokus på indhold af høj kvalitet og god brugeroplevelse, og derfor er det ikke længere en god strategi at “keyword stuffe”, som det også bliver kaldt.
Du skal nu rent faktisk levere en tekst, der er af høj kvalitet og giver brugeren reel værdi. I dette blogindlæg vil jeg give dig 5 konkrete tips til at skrive gode SEO tekster, som du bagefter vil kunne bruge direkte til at skrive en tekst til din hjemmeside.
Har du brug for lidt indgående viden om, hvordan du generelt gør din hjemmeside SEO venlig, anbefaler jeg, at du læser mit blogindlæg om emnet her. Herefter kan du vende tilbage til dette blogindlæg, og give dig i kast med at skrive gode SEO tekster.
1. Lav en grundig søgeordsanalyse
Hele grundlaget for dine SEO tekster baseres på en søgeordsanalyse. Det er her, du kortlægger, hvilke søgeintentioner, din målgruppe har – altså, hvad søger de på i Google, og hvordan kan du matche dette?
Min kollega Ieva har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan man laver en søgeordsanalyse – så den del vil jeg ikke gå alt for meget i dybden med. Dog bør du i din søgeordsanalyse få klarlagt minimum følgende:
- Søgeord (primær + eventuelle sekundære)
- Volumen (antal månedlige søgninger)
- Landingsside (eksisterer der en, eller skal den oprettes?)
- Eksempel på title tag
- Eksempel på meta beskrivelse
- Minimum antal ord (til SEO teksten)
- Interne link muligheder (hvilke landingssider?)
Jeg plejer at overskueliggøre mine søgeordsanalyser i enten Excel eller Google Sheets, hvor hvert “område” får hver sin kolonne. Dette gør det muligt at lave en relativ omfattende søgeordsanalyse uden at miste overblikke. Alternativt kan man arbejde med flere ark, og samle relaterede søgeord i hver sit ark.
Når du er færdig med din søgeordsanalyse, er du klar til at gå videre til næste step, der handler mere konkret om selve SEO teksternes indhold.
2. Besvar brugerens søgeintention
Som jeg nævnte i starten af dette blogindlæg, er “Keyword Stuffing” et “no go” nu, i forhold til tidligere. Altså kan du ikke længere vinde de gode positioner i søgeresultaterne ved blot at nævne dit primære (og eventuelt sekundære) søgeord ufatteligt mange gange i en tekst.
Nu er der langt mere fokus på godt og relevant indhold, der rent faktisk giver brugeren reel værdi, samt svar på deres søgeintention – altså dét, de vil have ud af det de taster ind i Googles søgemaskine. Det virker måske relativt langhåret at spore sig ind på, hvad søge intentionen reelt er – men det er der heldigvis råd for.
En hel simpel måde, du kan undersøge søgeintentionen nærmere, er ved selv at foretage en Google søgning med denne. Resultaterne på første side, særligt de 3 øverste, vil give dig en rigtig god indikation for, hvad søgeintentionen er.
I praksis arbejder vi med 3 forskellige typer af søgninger:
- Navigations søgninger
Brugeren har intention om at finde en bestemt hjemmeside eller landingsside. Det kan fx foregå ved, at de taster “youtube” direkte ind i Googles søgemaskine, med det formål at lande på YouTube’s hjemmeside.
- Informationssøgninger
Her har brugeren, ikke overraskende, intention om at finde information om et bestemt emne. Det kan være en søgning som fx “århus” eller “lastbil”, hvor intentionen ikke er at lande på en bestemt hjemmeside – men finde en eller anden form for information om emnet.
- Transaktions søgninger
Brugeren har her en intention om at gennemføre en transaktion – typisk et køb. Her vil søgningerne mere bære præg af enten eksakte brand- eller produktnavne (fx iPhone 13 Pro), eller direkte indeholde ord som “køb” eller “bestil”.
Når du kender brugerens søgeintention, har du meget nemmere ved at skabe indhold, der direkte matcher og besvarer denne. På denne måde øger du chancen for at rangere bedre i Google, og dermed få en større andel af klik og konverteringer.
3. Hav fokus på godt indhold
Nu hvor du både har lavet en grundig søgeordsanalyse, samt fået styr på søgeintentioner, er du klar til rent faktisk at skrive SEO tekster. Noget af det allervigtigste at have i baghovedet, når du skriver SEO tekster, er at skrive til brugeren og ikke Google.
Googles fornemmeste opgaver er at levere de bedst mulige søgeresultater til deres brugere – derfor er Google glad, når brugerne er glade. Hvis dit indhold gang på gang tiltrækker brugere, der ikke blot forlader siden hurtigt igen, vil Google vurdere, at det er relevant – og dermed give det bedre placeringer i søgeresultaterne.
Men hvordan skriver man så en god SEO tekst? Det kan du blandt andet ved at have fokus på:
- Ikke at proppe teksten med de relaterede søgeord
- At give læseren reel værdi, samt besvare deres søgeintention
- At skrive i et sprog, som din målgruppe kan forstå og relatere sig til
- At opdele teksten via H-tags, der gør læsevenligheden god og overskuelig
- Kun én H1’er (hovedoverskrift) pr. landingsside
- H2’er bruges som underoverskrifter – til at dele længere tekster op i underafsnit
- At give brugeren “svar” på deres forespørgsel allerede i starten af teksten, og rund af via en opsummering som afslutning
- At fastholde læseren og præge dem til at konvertere
Formår du at samle dette til en velskrevet tekst, har du et rigtig godt udgangspunkt til at rangere godt – der er dog aldrig nogen garanti.
4. Øg CTR med optimeret title tag og meta beskrivelse
Når du er færdig med din SEO tekst, og den bare spiller efter alle kunstens regler, skal du nu til at arbejde med, at få folk til overhovedet at klikke sig ind på dit indhold.
Dette kan du bl.a. arbejde med via dine landingssiders title tags og meta beskrivelser. Det er disse, du skal bruge til at fange brugeren, når de skal vælge et søgeresultat ude i Google. Det er det første brugerne ser, så derfor skal du her sætte alle sejl ind på at gøre din landingsside indbydende og ikke mindst spændende.
Jeg vil i et kommende blogindlæg (som jeg linker her, når det er klart) gå meget mere i dybden med, hvad præcis title tag og meta beskrivelser er. Derfor vil jeg her blot opridse et par ting, du skal tænke over, når du optimerer disse:
Title tag:
- Fungerer som din landingssides “overskrift” i Googles søgeresultater
- Skal matche søgeordet på landingssiden, og være gennemgående i bl.a. H-tags, meta beskrivelse og selve SEO tekst.
- Må maks fylde 65 tegn – ellers cutter Google det af
- Opbygges typisk: Søgeord – CTA/USP – Brand
Meta beskrivelse
- Fungerer som din landingssides uddybende beskrivelse i Googles søgeresultater
- Må maks fylde 160 tegn
- Opbygges typisk med følgende elementer: Søgeord (primært/sekundært), USP, CTA, brandnavn
- Er mere sætningsbaseret end title tag – dog må disse aldrig være 100% ens
- Fokuser på, hvad der er vigtigst for din målgruppe. Hvad har de brug for at vide, og hvordan opfylder din landingsside dette behov?
5. Hav fokus på E-A-T – og slå konkurrenterne!
I forbindelse med Googles øgede fokus på brugervenlighed, har de også skruet op for vigtigheden af E-A-T. Begrebet er en forkortelse af Ekspertise – Autoritet – Troværdighed, og handler i korte træk om, at du skal have en reel professionel baggrund for at udforme de SEO tekster du gør.
Du skal kunne stå 100% inde for de tekster, du har på dine landingssider – og de skal fremstå troværdige, faglige og autoritære. Dette kan du gøre på flere måder – fx ved at bruge “testimonials”, altså kundeudtalelser, Trustpilot anmeldelser eller lignende.
Noget meget populært er såkaldte forfatterprofiler. Disse kan oprettes således, at de automatisk fremgår på en artikel – hvor du på forhånd har opsat billede, navn, titel og et lille skriv om den pågældende person. Dette skal give mere troværdighed og tryghed til, at forfatteren bag artiklen har reelt belæg for at udtale sig, som vedkommende gør.
Google vægter dette højt – især ved såkaldte YMYL (Your Money Your Life) hjemmesider. Disse har direkte indflydelse på brugerens liv – fx ved at relatere sig til sundhed eller økonomi. Derfor skal man, hvis man fx er fysioterapeut eller økonomisk rådgiver, have ekstra fokus på E-A-T.
Det betyder dog imidlertid ikke, at du ikke skal have fokus på dette, hvis ikke du falder i YMYL kategorien. Google vægter i alle henseender troværdighed og autoritet rigtig højt, og jo mere du kan få dette til at skinne igennem, jo bedre!
Opsummering
Hvis du er nået hele vejen hertil – well done! Du er nu blevet en del klogere på, hvordan man skriver gode SEO tekster. For en god ordens skyld vil jeg lige opsummere, hvad du har været igennem:
- En grundig søgeordsanalyse går forud for SEO tekster, og danner hele grundlaget
- Du skal besvare brugerens søgeintention før din SEO tekst giver værdi
- Du skal have fokus på godt indhold, og keyword stuffing er et no go
- Optimer dine title tag og meta beskrivelser, og øg CTR på dine landingssider
- Hav fokus på E-A-T – og slå dine konkurrenter!
Nu er der altså bare én ting at gøre: At kaste dig over hele processen, så du via gode SEO tekster kan stryge op gennem søgeresultaterne i Google, og levere maks værdi til brugeren, der forhåbentligt kvitterer med en konvertering eller to.
Får du brug for hjælp eller sparring i processen, er vores dygtige SEO-team altid klar på at hjælpe! Tøv ikke med at ringe til os på 71 99 34 74, så hjælper vi dig videre.