Skrevet af: Jesper Mikkelsen
13. marts 2023

Sådan får du din Google Ads annonce øverst

Google Ads annoncering er en god og effektiv måde til at nå ud til mulige kunder, der lige nu søger efter dit produkt, eller et lignende. Brugeren taster fx “legetøjsbil” i en Google-søgning, og netop i det øjeblik dukker der annoncer op for legetøjsbiler – det er smart.

Når du annoncerer, vil du selvfølgelig gerne være synlig og få brugerne til at klikke på din annonce, så de kommer ind på dit site og køber, eller gør det, du gerne vil have dem til.

Men hvad nu hvis alle annoncører vil ligge øverst; hvad gør man så? Det kan du få en forklaring på her i indlægget. Du får også et par tips til, hvad du gør, når prisen pr klik ser ud til at blive dyr, samt hvorfor du ikke nødvendigvis behøver at ligge øverst.

Indhold i indlægget:

  1. Hvordan kommer man øverst med sin annonce
  2. Hjælp, det bliver for dyrt at ligge øverst…
  3. Derfor behøver du ikke ligge helt øverst
  4. Jeg ligger øverst, men der kommer ikke så meget (relevant) trafik

1. Jeg vil ligge øverst med min Ads annonce – hvad gør jeg?

Inden du starter med at sætte gang i dine Ads annoncer, er det godt at vide, at Google naturligvis driver Ads annoncering som en forretning: de annoncer der får brugerne til at reagere (klikker) og giver glade kunder (får det, de søger efter), vil blive fremhævet. Og det er jo fair nok.

Hvis du forestiller dig en auktion, har du et godt billede af, hvordan der bliver valgt mellem alle annoncerne.

Men de dage, hvor man bare kunne skrue op for sit bud (den pris man er villig til at betale pr klik), er forbi. I dag er relevans noget af det vigtigste at have fokus på.

Hvad er relevans for min annonce?

Relevans er fx når annonceteksten indeholder ordet “legetøjsbil”, og leder hen til en side på din hjemmeside, der handler om “legetøjsbiler”. Det er Google blevet ret god til at finde ud af, og du bliver belønnet for det, når relevansen er i orden – mere herom lidt længere nede.

Hvad afgør annoncens position – annoncerangering (AdRank)

De ting Google kigger på ved “auktionen” er grundlæggende disse 3 elementer:

  1. Bud
  2. Kvalitetsresultatet
    • den forventede klikrate
    • annoncerelevans og
    • landingssideoplevelse
  3. Forventede effekt af annonceudvidelser/ -formater

1. Bud

En vigtig parameter i en auktion er naturligvis selve budet. Du kan i Ads få en del hjælp til at finde ud af hvad du kan regne med at skulle betale pr klik (skal dog tages med 2 gran salt). Jeg vil her ikke gå så meget ind på budstrategier m.m, det kan du læse mere om her.

En hovedpointe er dog, at du ikke altid bare kan købe dig til en topplacering. Som nævnt er relevans utroligt vigtigt, når du skal have vist dine annoncer. Google vil jo gerne vise de mest relevante annoncer, der hjælper brugeren videre – ellers mister Ads annoncering sin værdi.

OBS. Du vil på et tidspunkt støde på forslag om at bruge “automatiske budstrategier”. De kan bruges, hvis du bare ikke har tid til at optimere selv. Det kræver dog omtanke, da man i sagens natur ikke selv har helt kontrol over budpriser. Dagsbudgettet kan derfor hurtigt blive brugt, hvis man satser på at ligge helt øverst.

2. Kvalitetsresultatet

Kvalitetsresultatet er netop et udtryk for relevans og “hvor godt det går”.

  • Den forventede klikrate – når Ads viser din annonce, forventer Google også at folk klikker på den. Hvis folk ikke gør det, kan man risikere at kvalitetsresultatet daler, og pris pr. klik kan blive dyrere.
  • Annoncerelevans – det søgeord (fx. legetøjsbil), du vil findes på, skal også helst findes i annonceteksten – så bliver du belønnet med et bedre kvalitetsresultat.
  • Landingssideoplevelse – hvor godt og hurtigt finder brugeren det, man kommer efter. Det vil sige, landingssiden skal fungere og fx loade hurtigt (husk også oplevelsen på mobil), være overskuelig og nemt at navigere på

3. Forventede effekt af annonceudvidelser/ -formater

Du kan tilføje ekstra relevante informationer til dine annoncer fx. telefon nummer, lokation, eller links til bestemte undersider på dit site.

Udvidelserne har flere fordele:

  • Dine annoncer vil blive mere fremtrædende (fylde mere) og
  • Virker ofte mere indbydende at klikke på (forbedrer klikraten)

Det er dog Ads, der bestemmer, hvornår de er relevante og skønnes at kunne forbedre annoncernes effektivitet. Nogle gange vises de bare ikke.

OBS: dine annoncer skal typisk rangere ret høj for at få vist udvidelserne, så der er tale om en selvforstærkende effekt. Annonceudvidelserne kan hjælpe til med at rangere højt (relevans), men skal også oftest rangere højt for overhovedet at blive vist.

Tip: Følg jævnligt med i, hvordan kvalitetsresultatet udvikler sig. Så kan du få en idé om, hvorfor dine annoncer mister synlighed, og gribe ind i tide (Søgeord > kolonnen: Kval.res.).

 

2. Hjælp, det bliver for dyrt at ligge øverst…

Hvis det bliver for dyrt at ligge øverst, og klikprisen nærmer sig din grænse, for hvor meget du vil betale pr klik, har du alligevel et par muligheder.

Eksempel: der er mange, der søger efter “legetøjsbiler” i Google, men konkurrencen for at få vist Ads annoncer på det søgeord er også stor.

Hvis du bruger dette søgeord for din annonce, er det muligt få meget trafik, men denne brede søgning betyder ikke nødvendigvis, at brugeren er parat til at købe (konvertere). Måske er man bare i gang med at informere sig, eller laver lidt hygge-søgning.

Med disse metoder kan du få (betydeligt) billigere klikpriser:

  1. Mere præcist søgeord – overvej hvordan du mere præcist kan beskrive dit produkt. I det nævnte eksempel kunne man fx vælge søgeord som “metal legetøjsbil” eller “legetøj brandbil”. Disse søgeord kan være en del billigere, men der vil dog formentlig være færre, der søger så præcist. Til gengæld vil dine produkter netop svare til, hvad brugeren leder efter, så chancen for et køb/henvendelse er større.
  2. Varianter af dit bedste søgeord – du har mulighed for at lade Ads matche dit søgeord med mere eller mindre præcise betydninger af et søgeord. Prøv de forskellige varianter af, dvs.
    • eksakt
    • sætning og
    • modificeret bred.
      Ads vil sikkert også foreslå dig at bruge søgeordstypen “bred” – denne type bør dog bruges med varsomhed, da man kan risikere rigtigt meget, men evt. knapt så relevant trafik.
  3. Lokale visninger (murer + Herning) – en simpel taktik er at bruge sit søgeord sammen med et bynavn/region. Budpriserne kan blive en del billigere, men det kræver selvfølgelig mere arbejde at oprette flere kampagner. Det kan desuden blive nødvendigt at oprette specifikke landingssider pr by/region for at sikre relevansen.
  4. Brug dit dagsbudget smartere
    • tidspunkter på dagen, hvor der ikke konverteres – overvej ikke at vise annoncer lige der (Indstillinger > Annonceplanlægning).
    • geografiske områder – ofte vil der være geografiske områder, hvor trafikken bare ikke resulterer i særlig meget salg. De områder kan du overveje enten helt at fjerne eller at sænke buddet for (Indstillinger > Steder)
      Tip: opret allerede fra starten dine kampagner med “Målretning efter sted” – vælg fx de 5 hovedregioner i DK. Hvis du har meget trafik, kan du gå helt ned på byniveau.  
    • begræns budgettet for de dyre søgeord – nogle søgeord trækker meget trafik, og kan hurtigt bruge det meste af budgettet. Hvis de er dyre, kan du vælge at tildele den kampagne de hører til sit eget budget. På den måde giver du de billigere søgeord/kampagner en bedre chance.
  5. Dit brand/firmanavn som søgeord – klikpriser på dit brand er typisk ret billige. Hvis du har et kendt brand, kan det give ret meget trafik og konverteringer uden at ødelægge din avance. Jeg vil dog stadig anbefale at køre kampagner på generiske termer (fx din produkttype), da du ellers afskærer dig alle dem, der ikke kender dig, eller ikke lige kan huske dit firmanavn.

Tip: tjek de søgetermer dine besøgende finder dig med. Her kan du finde de søgeord, der reelt bliver brugt, og dermed få inspiration til nye søgeord/kampagner (Søgeord > Søgetermer). Disse nye søgeord kan du lave målrettede annoncetekster til, som hurtigt kan give et højt/højere kvalitetsresultat (relevans), og dermed ofte billigere klikpriser.

Vigtigt: Organiser dine søgeord efter type: undgå at lægge alle søgeord og søgeordstyper i samme annoncegruppe. Hvis du opdeler dem i annoncegrupper med fx “eksakt” og “sætning”/modificeret bred” for sig , så kan du meget nemmere styre dine bud, og satse på dem, der er billigst.

Overvej også de andre muligheder for at blive synlig i Google søgeresultaterne – læs fx her: Sådan fylder du 4 positioner på første side på Google

 

3. Derfor behøver du ikke ligge helt øverst

Det er da fantastisk at se sin annonce ligge øverst, oven over andre måske større brands.

Det er i hvert fald dejligt for ens ego.

Men. Hvad nu hvis der er flere, der klikker på annoncen nedenunder… ærgerligt.

Den situation kan du dog udnytte ved lige præcis at snige dig ind på konkurrenten, der ligger øverst, og vise en bedre annonce, der tager mere af trafikken.

Nogle undersøgelser viser, at den øverste annonce ikke nødvendigvis procentvis får flest til at klikke (klikrate). Det veksler dog meget fra branche til branche. Men, pointen er, at du kan påvirke, hvor mange der klikker på din annonce.

Annoncetekster – få flere til at klikke, selv om du ligger 2 eller 3

Kend dit produkt og dine kunder bedre end din konkurrent gør.

  1. Dit produkt – hvad er det dit produkt kan, hvad er det, det giver kunden
    • Egenskaber – fx styrke
    • Fordele – fx holdbarhed
    • Udbytte – fx. spar penge, undgå usikkerhed
      Specielt sidste punkt kan få folk til at reagere. På denne måde viser du, hvad dit produkt kan, og det bliver personligt og ekstra interessant for kunden.
  2. Dine kunder  
    • hvad er det egentligt kunderne vil have
    • hvordan bruges et produkt som dit
    • i hvilke situationer

Jo bedre dit kendskab er, desto bedre kan du formulere annonceteksten, og gøre den appetitlig.

Tip: Man kan ofte opnå en endnu bedre respons ved at dreje annonceteksten hen på, hvad man kan miste, end på det man opnår – fx “undgå at der er udsolgt”, “er du også plaget af søvnbesvær”,…

Indhold – skil dig ud fra de andre annoncer

Det har længe været en god taktik at skrive en konkret pris i annonceteksten – det kan det stadig sagtens være.

Men når alle gør det, eller hvis alle andre bruger “xx% rabat”, så kan din annonce risikere at drukne i mængden, og du har formentlig ikke lyst til at deltage i en kamp om den højeste rabat.

Skil dig ud – hvad kan du tilbyde som alternativ?

Måske kan du tilbyde et godt abonnement – måske har du en super hurtig service/leverance.

En tekst i stil med “se hvor nem/billig vores ordning/afbetaling kan blive for dig” giver ofte masser af trafik. Efterfølgende skal du naturligvis levere, hvad du lægger op til.

Udformning og annonceformat

Ads har indført et bredere annonceformat, som fylder mere og indeholder mere information. Det kan du udnytte til at blive mere synlig. Der er stadig mange, der ikke bruger denne mulighed.

Gør det nemt for kunden – annonceudvidelser

Det er muligt at tilføje yderligere links direkte i annoncen (Undersidelinks), som linker til en bestemt side på dit site. Bare det, at det er visuelt (der er et link) gør det utrolig nemt for brugeren – man klikker næste inden, man når at tænke sig om.

Søgning på mobilen

Over 50% af alle søgninger foretages på en mobil enhed.

Det er dog ikke altid lige nemt at navigere rundt på en lille skærm, og finde det produkt, man leder efter – specielt hvis man er på farten.

Tip: Gør det nemt for brugeren at kontakte dig med mobil. Med en opkaldsudvidelse i annoncen kan brugeren klikke direkte på annoncen (et telefon symbol vises), og der bliver ringet op til dig. Nemt og smart.

og så lige et tip mere…

Tip: Er du meget på telefonen eller ude på landevejen, og kan du ikke altid være ved telefonen, så kan SMS annonceudvidelsen måske være en smart mulighed for dig. Med den kan brugerne direkte i annoncen trykke på SMS feltet, og skrive en besked til dig.

Godt arbejde!

Hovsa, fordi du nu har lavet et godt stykke arbejde med annoncerne, så er dit kvalitetsresultat steget, og dermed din annoncerangering – bingo, du ligger pludselig øverst selvom du ikke har hævet dit bud til konkurrentens niveau. Tillykke!

 

4. Jeg ligger øverst, men der kommer ikke så meget (relevant) trafik

Kommer der meget trafik gennem Ads annoncerne til dit site, uden at skabe nok salg/konverteringer?

Nogle grundlæggende ting du kan overveje:

  1. Er det overhovedet de rigtige søgeord, du bruger? “Billig bil” vil sikkert skabe en masse trafik, men måske er dine priser ikke så billige, som du kommunikerer.
    Tip: brug funktionen Søgetermer i Ads, og se hvad kunderne egentlig søger efter, inden de klikker på dine annoncer (Søgeord > Søgetermer)
  2. Skaber dine annoncetekster den rigtige forventning. Måske er dine produkter reelt ikke af “sublim” kvalitet – så vær hellere ærlig/præcis, og få de rigtige besøgende ind på dit site.
    Arbejder du kun lokalt, og ikke i hele DK, så kan du allerede i annonceteksterne fortælle det.
  3. Dine landingssider – er du sikker på, at det ikke er relevant trafik, som du får? Kunne det tænkes at du ikke udnytter alle muligheder på sitet, til at fastholde og aktivere de mulige kunder. Konverteringsoptimering af dine landingssider bliver mere og mere vigtigt. Ikke kun for at få mest muligt ud af din trafik, men også i Ads’ vurdering af dine annoncekampagner (kvalitetsresultatet -> klikpris).
  4. Er salgsprocessen længere end du lige regner med, og vil en kunde måske besøge dit site flere gange i fbm. sine overvejelser?
    • Overvej da, hvordan du kan holde fast i den mulige kunde: fx download en vejledning (som evt. sendes på mail), nyhedsbrevstilmelding, gratis opkald til kunden (support), direkte chat funktion på sitet,…
    • Brug Remarketing: visning af annoncer til de, der har besøgt dit site før:
      1. Evt Display annoncer (visuelle) – kan være ret billigt, da mange lige skal have en reminder, og herefter går direkte ind på sitet (altså uden at klikke på annoncen)
      2. RLSA – byd op på tekstannoncerne overfor dem, der har besøgt dit site før

Google har nogle rigtigt gode værktøjer til at finde interessante søgeord, men brug også gerne din erfaring og fornemmelse for hvordan en kunde ville søge og spørge.

Tip: snak med sælgerne/telefondamen og hør om, hvordan kunderne typisk formulerer sig. Måske kan de udtryk bruges direkte som søgeord, eller til at gøre annonceteksterne levende og interessante.

Test dine annoncer

Lav gerne flere varianter af dine annoncer i hver annoncegruppe, og se hvilke der virker bedst. Du vil blive overrasket over, hvad selv en lille ændring kan betyde. Glem heller ikke at teste de annoncer, der kører godt.

Husk i øvrigt at selv om din annonce i går lå øverst, er det ikke sikkert, at den gør det i morgen. Ads rokerer hele tiden rundt på annoncernes placering efter, hvad man mener er mest relevant at vise. Du kan tjekke din gennemsnitlige annonceposition i Ads, og se hvordan du typisk ligger (Søgeord > kolonnen: Gns. position)

Afslutning:

Bid i det sure æble – nogle gange er det bare dyrt at få din Ads annonce i toppen, selv med alle de ting, du gør rigtigt.

Her er det så dine salgsevner, du skal stole på. Tag fat i trafikken, og få det bedste ud af den. Det er ofte lettere at sælge mere til den samme kunde, end at skaffe en ny.

Med god kundepleje, og fx god opfølgende kundekontakt kan du alligevel skabe en god forretning, når man ser på kundens levetid og samlede omsætning (Life time value).

 

WeMarket kan hjælpe netop din virksomhed med Google Ads annoncering – du er altid velkommen til at kontakte os her!