Når man til dagligt sidder med Google Ads-annoncering, finder man hurtigt ud af, at der skal holdes godt øje med både forbrug og omkostninger.
Måske du har oplevet at få trafik fra søgetermer, der ikke er specielt relevante for din virksomhed – også selvom du har oprettet nogle gode søgeord?
Du er sikkert bevidst om, at ikke alle forbrugere har værdi for din forretning. Mange af dem går bevist efter et helt bestemt brand eller et bestemt produkt, der måske ikke svarer til det, du tilbyder. Hvis muligheden for salg her er mere eller mindre urealistisk, giver det god mening at forsøge at undgå at vise dine annoncer til disse forbrugere.
Google Google Google Ads har en smart funktion til netop at kunne dette: negative søgeord
I det følgende vil jeg forklare, hvad negative søgeord er og give dig nogle konkrete tips til, hvordan du undgår, at for meget af dit Google Google Ads-budget går tabt til forbrugere, der ikke er relevante for dig.
Der er absolut også situationer, hvor du bør overveje ikke at bruge negative søgeord, og det vil jeg også komme omkring længere nede i indlægget.
Hvad er negative søgeord?
Negative søgeord er din mulighed for at undgå visninger af dine Google Ads annoncer, hvis en bruger søger efter noget, der ikke er relevant for din forretning.
Lidt karikeret sagt vil en søgning på Google efter fx “Brandbil legetøj” kunne udløse din annonce, der fortæller om rigtige “Brandbiler”, hvis ikke din annonce er sat korrekt op. Det er her, negative søgeord kommer ind i billedet.
Ved brug af “legetøj” som negativt søgeord, vil din annonce ikke blive vist på søgetermer, der indeholder det søgeord.
Hvad er typiske negative søgeord?
Hvis man har en webshop, vil man ofte kunne bruge følgende søgeord som negative:
- brugt
- gratis
- dba
- låne
- leje
- demo
- billig
Når man bruger disse søgeord som negative, vil man netop undgå at få en masse trafik, hvor brugeren måske bare leder efter et billigt, brugt produkt i samme kategori som det, du sælger.
Fordele ved at tilføje negative søgeord:
– Dit budget bliver brugt smartere.
– Du får flere af de rigtige kunder ledt til din hjemmeside.
– Din konverteringsrate vil stige (dvs. at antallet af besøgende, der køber noget vil vokse).
Hvordan tilføjer jeg negative søgeord?
Allerede når du starter din Google Ads-konto op, er det en god idé at tænke på, hvilke negative søgeord du vil kunne benytte.
Det er altid en god ide at tænke over følgende:
- Hvilke brands du vil undgå at blive vist sammen med?
- Hvilke kvalitetsbetegnelser du vil undgå; billig, brugt, leje, lease osv.
- Hvilken branche du henvender dig til. Hvis vi tage Golf som eksempel – er det så sport eller biler?
- Er din forretning B2B eller B2C?
Det kræver gode overvejelser at vælge sine negative søgeord, da de jo bruges til at udelukke en del af markedet.
Ofte bliver søgeord som fx “billig” valgt som et negativt søgeord, hvis man mener, at det produkt man sælger, er af god kvalitet. Men betydningen af, hvad der er billigt, kan naturligvis variere fra person til person, og du kan måske alligevel få en god bid af dette marked ved at tilbyde leje, leasing eller anden god finansiering.
Hvis du fx vil udelukke, at din annonce bliver vist på søgeordene “billigt legetøj brandbil” (pga. søgeordet billigt og kun for disse produkter) er det vigtigt, at du er lidt omhyggelig, når du sætter “billigt legetøj brandbil” som negative søgeord. Ellers kan du risikere, at din annonce heller ikke bliver vist ved en søgning på “legetøj brandbil”.
Sæt “billigt legetøj brandbil” som negativt søgeord med [eksakt match] – se billedet nedenfor. Alternativt kan du sætte “billigt” som negativt søgeord for den annoncegruppe, du har valgt.
Hvordan finder jeg negative søgeord?
En søgning på nettet kan hurtigt give nogle lange og emnespecifikke lister (dog måske på engelsk). De kan dog være lidt uoverskuelige og kræver en grundig gennemgang.
Ellers kan det være, I internt i jeres firma kender til en masse udtryk, som kunderne sætter i forbindelse med jeres virksomhed, men som egentlig ikke giver mening for jer.
Har du haft Adwords kørende i et stykke tid, kan du i funktionen Søgetermer i Google Ads finde de ord, brugerne har tastet, inden de har klikket på din annonce – se billedet nedenfor.
Her kan du hurtigt markere en søgeterm og tilføje den som negativt søgeord.
Tip:
Hvis du i Søgetermer fx ser en brugers søgning efter “billig rød Volvo brandbil legetøj”, som måske ikke er relevant for dig, kan du naturligvis tilføje hele sætningen som negativt søgeord.
Alternativt kan du gennemgående angive fx “Volvo” som negativt. På den måde dækker du mange mulige variationer af en Volvo brandbil søgning.
Det gør du under Delt samling i Google Ads:
Jeg har kun et begrænset budget; kan negative søgeord så hjælpe mig?
I denne situation er det ekstra vigtigt at finde mange negative søgeord helt fra start.
Du kan selvfølgelig bare begynde at fylde en masse negative søgeord i Google Ads. Det kan dog blive noget uoverskueligt.
I stedet bør du tage udgangspunkt i Salgstragten, da det kan give dig god inspiration til, hvornår på kunderejsen du gerne vil have din e annoncer vist. I toppen Awareness, hvor potentielle kunder bare søger information om produkter/ydelser, kan du begrænse dit annonceforbrug ved at undgå at blive vist på søgninger som indeholder fx “demo”, “test” eller “anmeldelser”.
Hvis du derimod har en super god guide til, hvordan man vælger det bedste produkt, af den type, du sælger, skal du naturligvis ikke vælge ovenstående fraser som negative søgeord.
Længere nede i tragten hvor brugeren er ved at træffe sin beslutning, vil du måske helst undgå en bestemt kundetype, der ofte giver meget bøvl. Negative søgeord kan i dette tilfælde være “rabat”, “billig”, “dba”, “gratis levering”.
Jeg har rigeligt med budget; skal jeg så bruge negative søgeord?
I denne situation kan du tillade dig at flotte dig lidt. Prøv til en start uden negative søgeord, og se hvad der sker. Det kan give utrolig god inspiration at se, hvilke søgeord dine potentielle kunder faktisk bruger.
Du skal dog holde øje med dit forbrug og helst tjekke det dagligt, da kampagner uden negative søgeord kan æde dit budget op i en fart (du har selvfølgelig husket at begrænse det daglige forbrug ikke sandt? Det var godt…).
Herefter kan du løbende tjekke ‘Søgetermer’ inde i Google Ads og se, hvilke søgeord der ikke giver konverteringer/salg eller virker irrelevante.
Det er bøvlet at anvende negative søgeord, og det tager tid at sætte op
Du tænker måske, kan jeg ikke bare slippe for det eller komme nemmere omkring det?
…”nej” er det korte svar … og dog:
Hvis du har et meget begrænset budget, kan du vælge, at de søgeord, der skal udløse dine annoncer, bliver sat op som [eksakt match]. Du kan fx vælge søgeordet [brandbil legetøj], og herefter vil du (næsten) udelukkende få vist dine Ads-annoncer, når en potentiel kunde søger præcist efter brandbil legetøj og fx ikke brugt brandbil legetøj.
Google kan dog også her være ekstra kreativ og vise dine annoncer alligevel, men antallet af visninger begrænses meget.
Afslutning:
Selvom negative søgeord ofte er en god ide, er det ikke sikkert det er en mulighed, du nødvendigvis skal benytte dig af.
Mangler du trafik, eller har du mistet meget trafik efter at have tilføjet et negativt søgeord?
Så kan du overveje at tage det af listen med negative søgeord og dermed få de visninger igen.
Notér hvornår du foretager ændringen og hold øje med, hvordan salget generelt udvikler sig.
Hold bl.a. øje med ‘Søgetermer’ og se, om de måske alligevel skaber salg/konverteringer.
Som altid er det afgørende at kende sine kunders adfærd. Når du ved, hvordan og hvor lang tid en kunde bruger på at søge efter information inden et køb, kan du lettere afgøre om et søgeord skal sættes som negativt eller ej.
Det kan jo være, at kunderne først søger og klikker på annoncen, og herefter ringer til dig. I det tilfælde ville det være ærgerligt at udelukke et søgeord, der giver meget trafik, men umiddelbart ikke konverterer.
Tip:
Hvis dit bedste søgeord har en dobbelt betydning, og du ikke bare kan sætte det som negativt, så brug ekstra tid på dine annoncetekster, så du tydeligt signalerer, hvem du henvender dig til, og hvad dit produkt kan.
Andre relevante artikler:
Sådan laver du en søgeordsanalyse
Google lancerer bedre muligheder for splittest