Skrevet af: Anders Jessen
21. august 2019

InMail på LinkedIn – Den mest oversete annonceringsmulighed i DK

LinkedIn er kendt for at være en dyr annonceringsplatform med få succeshistorier. Her får du én af vores succeshistorier OG mulighed for at lave samme kampagne. Det handler om InMails på LinkedIn. 

Hvad er InMail på LinkedIn?

InMails på LinkedIn er direkte beskeder, du sender på LinkedIn til personer, som du ikke har i dit netværk. Denne funktion er kun tilgængelig for Premium medlemmer på LinkedIn – OG som en annonceform bredt ud i din målgruppe.

Med dét på plads vil jeg vil nu fortælle dig, hvordan vi har brugt InMails på LinkedIn i vores annoncering, og hvorfor jeg tror, at det er DEN mest oversete annonceringsform på LinkedIn og måske inden for online marketing generelt.

InMails som kampagne på LinkedIn

Annoncering på LinkedIn kan være en svær størrelse. I B2B-regi har LinkedIn unikke målretningsmuligheder, som ikke kan matches af andre platforme. Der findes ingen andre sociale medier, der kan målrette personer efter jobfunktion, branche, virksomhed, anciennitet mm. og har samme massive brugerbase som LinkedIn.

Omvendt er der langt imellem snapsene, når det kommer til succeshistorier med annoncering på LinkedIn – indtil nu!

LinkedIn er et socialt medie til DIT netværk – og det går i glemmebogen, når man tænker annoncering.

Alt for mange bruger LinkedIn, som man bruger Facebook: Med annoncer der vises i nyhedsfeedet eller som LinkedIn’s udgave af højresides-annoncer – tekst øverst i browseren. LinkedIn nævner heller ikke selv, noget om muligheden for at bruge InMails til annoncering.

Derfor bliver LinkedIns InMails overset, og det er en skam!

Som annoncør kæmper man mod alle andre annoncører om målgruppens opmærksomhed. Når du får en besked (uanset om det er som SMS, mail, Messenger eller på LinkedIn), så ser du beskeden og læser som minimum et par linjer i forhåndsvisningen af beskeden.

Med andre ord: Du har modtagerens fulde opmærksomhed!

Det er dét, der gør det dette annonceformat så stærkt! Du har som modtager meget større attention på denne besked frem for endnu en annonce i dit nyhedsfeed.

Jeg snakker ikke om den slags InMail (beskeder), som kongerne af LinkedIn med Premium-konti kan sende. Nej, ganske almindelige annoncer du sætter op i LinkedIns kampagneadministrator, og som bliver leveret direkte til din målgruppe.

Her er et eksempel:

InMail på LinkedIn

Vi har lige afsluttet en test-kampagne med sponsorerede beskeder på LinkedIn:

  • 60% åbningsrate af vores besked
  • 9,26% klikrate efter åbning
  • 0,70 kr (!) pr. afsendt besked
  • 1,17 kr (!) pr. åbnet besked

Som I kan se i eksemplet ovenfor, gav vi hverken en gratis e-bog eller anden freebie væk. Det ville helt sikkert have givet flere klik efter åbning, end eksemplet her.

Vores kampagne blev leveret til personer, der har besøgt vores hjemmeside og som, på den ene eller anden måde, er beslutningstager omkring marketing-tiltag for deres virksomhed.

Sådan opsættes en InMail-kampagne

En InMail-kampagne er heldigvis relativt nem at sætte op, specielt hvis du allerede har kendskab til annoncering på LinkedIn. Nedenfor får du en step-by-step guide til, hvordan du skal gøre.

Inden du går i gang skal du bruge:

  • LinkedIn Insights-tag installeret på din hjemmeside
  • LinkedIns kampagneadministrator
  • En LinkedIn kampagnekonto
  • En personlig LinkedIn-profil
  • Et banner der komplimenterer din besked
  • Evt. en Matched Audience målgruppe fra dit website

Step 1: Opret en kampagnegruppe

Opret kampagnegruppe på LinkedIn

Navngiv og vælg periode for din kampagnegruppe

Ovenfor navngiver du din kampagne-gruppe, angiver et samlet budget og vælger perioden for kampagnen.

Jeg oplever store problemer med at vælge dato i LinkedIns kampagneadministrator, hvor LinkedIn automatisk bytter om på dag og måned. Så vær opmærksom på, hvilken dato du har valgt og hav tålmodighed!

Step 2: Opret din kampagne

Der er i øjeblikket 2 kampagnemålsætninger i administratoren, der understøtter InMails/Beskedannoncer:

  • Webstedsbesøg
  • Leads

Vælg kampagnemålsætning

I dette eksempel vil jeg gerne have personer ind til min hjemmeside, for at læse omkring en case. Derfor vælger jeg Webstedbesøg.

3. Opsæt din målgruppe

Jeg vil gerne nå ud til alle marketingdirektører, kommercielle direktører eller direktører for kommunikation (og lignende) i Midtjylland. Disse kriterier/parametre tilføjes let i målgruppeværktøjet, som du ser nedenfor.

Opret din målgruppe

Tip! Undersøg om din målgruppe ændrer sig alt efter profilsprog. LinkedIn har som standard engelsk som profilsprog, og ikke alle har valgt at rette det til dansk profilsprog. Derfor kan det være en idé at vælge engelsk profilsprog i din kampagneopsætning.

Step 4: Vælg annonceformat, budget og tidsplan

Nu kommer vi til det afgørende øjeblik – det som er anderledes end andre annoncer, du måske har sat op på LinkedIn. For nu skal du vælge meddelelsesannonce som annonceformat:

Vælg annonceformat

 

Herefter angiver du budget, tidsperiode og budpris.

LinkedIn kræver et minimumsbudget på 60 kr. pr. dag.

Det er ikke sikkert, at budgettet bliver brugt. Det afhænger af, om din målgruppe logger på LinkedIn.

Det kan være en fordel at tilføje konverteringssporing via dit LinkedIn Insights Tag. Så kan du holde øje med, om de personer, der modtager din annonce, evt. klikker videre og laver en konvertering på din hjemmeside.

Step 5: Opret din InMail-annonce

Nu kommer vi til, at du skal oprette din annonce. Det er den meddelelse, som din målgruppe modtager. Det gør du så simpelt som at trykke på Opret ny annonce.

Opret annonce på linkedin

Herefter skal du navngive din annonce og vælge afsender.

Afsenderen skal være en personlig profil. Det kan altså ikke være din virksomhedsprofil – og det er her, den store styrke ved dette annonceformat ligger. Alle andre kampagner vil have din virksomhed som afsender. Med dette annonceformat er der i stedet mulighed for at have en personlig afsender og dermed også større mulighed for at starte en personlig relation til personer i din målgruppe.

Skriv din besked i LinkedIn Annoncen

Tip! Sørg for at have en kort emnelinje, der fanger. Da du ikke nødvendigvis har en direkte relation til personen, du skriver til, skal du sørge for at introducere dig selv OG dit budskab tidligt i beskeden. Se flere tips her.

Når du har udfyldt felterne og uploadet et billede/banner, klikker du på “Opret”, og du er hermed i gang!

Ulemper ved LinkedIn InMails

Der er ulemper ved de fleste annonceformer, men den eneste ulempe ved InMails, som jeg har oplevet, er, at man ikke kan se hvilke personer, der modtager din meddelelsesannonce.

Hvis du vil være sikker på, at du leverer dit budskab til helt bestemte personer, skal du bruge et LinkedIn Premium medlemskab og sende InMails direkte til disse personer.

Det er en noget dyrere og mere tidskrævende proces, og hvis du gerne vil nå langt ud i din målgruppe, vil jeg klart anbefale, at benytte den metode, indlægget her beskriver.

 

Hvad med Forbrugerombudsmandens retningslinjer?

Det er naturligvis yderst vigtigt, at alle dine kampagner er i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer for SPAM, i dette tilfælde specielt reglerne for direkte markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har d. 11. september 2018 besluttet at:

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at InMails sendt til en brugers indbakke er elektronisk post, og at mailene var med henblik på markedsføring. Virksomheden skulle derfor have et forudgående samtykke.

D. 21. juli 2020 har Forbrugerombudsmanden også taget stilling til det nye annonceformat fra LinkedIn, Conversational Ads:

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at markedsføring sendt via Conversation Ads er elektronisk post og derfor omfattet af spamforbuddet. Virksomheden skulle derfor have et forudgående samtykke til at sende markedsføring via Conversation Ads.

Baseret på ovenstående vurderinger af Forbrugerombudsmanden er det dermed direkte imod spamforbuddet (markedsføringslovens § 10, stk. 1), at benytte enten Sponsorerede InMails eller Conversational Ads på LinkedIn i sin markedsføring uden forudgående samtykke.

Hvad betyder det helt præcist? 

Det betyder, at hvis du ikke har fået en accept fra modtageren (ligesom til traditionelle nyhedsbreve), må du ikke rette henvendelse til modtageren via de 2 annonceringsmuligheder på LinkedIn.

Du må dog godt sende Sponsorede InMails og Conversational Ads ud til de personer, som du har fået accept om direkte markedsføring fra – f.eks. modtagerne af dit nyhedsbrev, så længe det står i dine betingelser (som de har accepteret).

Tip! Hvis du som privatperson ikke ønsker at modtage sponsorerede InMails eller Conversational Ads på LinkedIn, har du mulighed for at vælge dem fra i dine indstillinger.

Det gør du under Indstillinger og Privatliv → Kommunikation → Meddelelser

 

 

Jeg håber denne gennemgang, har givet dig mod på at opsætte din egen InMail kampagne på LinkedIn.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp til din LinkedIn annoncering, står vi naturligvis altid til rådighed. Kontakt os her eller giv os et kald på 71 99 34 74 – det er selvfølgelig 100% uforpligtende.

Hvis du desuden gerne vil være sikker på, at få det meste ud af dine annoncer, vil jeg anbefale dig at læse disse fremragende indlæg fra mine kollegaer:

Rigtig god fornøjelse