Skrevet af: Jesper Mikkelsen
17. december 2022

Custom Intent i Google Ads

Noget der kan få enhver virksomhedsindehaver op i det røde felt, er tanken om deres konkurrenter. Ofte er det egentlig ligegyldigt, hvordan man selv klarer sig, bare konkurrenterne ikke klarer sig godt.

Eksemplet ovenfor er selvfølgelig sat lidt på en spids, men de fleste kan nok alligevel relatere til det.

Sælg til dine konkurrenters besøgende, før konkurrenterne gør
Som en forholdsvis ny funktion i Google Ads er det muligt at bruge en målretning, som Google kalder Custom Intent. Med Custom Intent får du mulighed for at målrette dine displayannoncer til personer, der har foretaget en bestemt handling, som udviser interesse for produkter eller ydelser, der ligner dine.

Den mest oplagte, og den som de fleste allerede er gået i gang med, er muligheden for at målrette display-annoncer mod besøgende på konkurrenters hjemmesider. Her har du mulighed for at udvælge nogle konkurrenter ved at angive deres webadresser (URL’er). Når du har gjort dette, giver Google dig mulighed for at målrette dine annoncer mod besøgende på disses hjemmesider.

En anden mulighed med Custom Intent er at målrette dine annoncer til personer, som har søgt efter ord på Google, som du udvælger. Her har du mulighed for at ramme endnu bredere, og få vist display-annoncer til personer, der har søgt på de ord, som er relevante for dig.

Hav styr på kunderejsen
Når du overvejer at teste Custom Intent-annonceringen af, er det en god ide først at sætte dig godt ind i kunderejsen for dine produkter. Hvordan ser den ud på kort sigt? Og hvordan ser den ud på længere sigt?

Kunderejsen har indflydelse på dine resultater og er med til at bestemme, hvad tidshorisonten er for eventuelle resultater.

Hvis du sælger billige produkter, der typisk købes med det samme, så har dine konkurrenters besøgende måske allerede købt. Her kan du i stedet afprøve display-annoncering for relaterede produkter eller komplementærvarer til det, din konkurrent typisk sælger.

Sælger du produkter, der typisk er et overvejelseskøb, kan du være heldig at nå at vække interessen for dit produkt, inden den mulige kunde har sat sig fast på at købe hos din konkurrent. På den måde har du mulighed for at blive en del af overvejelsesprocessen, inden det endelige køb foretages.

Dine konkurrenter kan også bruge det
Muligheden er desværre ikke unik for dig som annoncør. Dine konkurrenter har samme mulighed og kan derfor ligeledes udnytte personer, der har vist interesse for din virksomhed og dine produkter. Derfor gælder det om at fastholde de besøgende på din side så længe så muligt og generelt bare at give dine besøgende den bedst mulige oplevelse, så længe de er på din hjemmeside.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men helt overordnet bør du sørge for, at dine besøgende får den bedst mulige oplevelse på din hjemmeside. Forsøg at skille dig positivt ud i mængden og gør den besøgende opmærksom på fordelene ved at være kunde hos dig.

Derudover har du mulighed for at lave remarketing til dine besøgende og selv udnytte tidligere besøgende på din egen side. Igen er det en god ide at overveje kunderejsen og tænke den ind i din annoncering.

Gør det lettere at lave mikrokonverteringer
Målet behøver ikke altid at være salg. Du skal også huske at have fokus på de konverteringer, der ikke kræver så meget, men som på sigt kan være rigtig værdifulde for dig.

Har du styr på indsamlingen af e-mails, så du efterfølgende kan sende budskaber ud til din e-mailliste? Er det nemt at kontakte dig? Både pr. telefon, pr. mail og via en kontaktformular?

Sørg for at gøre det let for den besøgende at udføre disse mikrokonverteringer, som finder sted inden et eventuelt køb. På den måde står du stærkere, når dine konkurrenter prøver at udnytte dine besøgende.

Ideer til annonceringen
Hvordan annonceringen skal udformes, er forskelligt fra case til case, men udnyt de steder, hvor du kan skille dig positivt ud fra dine konkurrenter.

Ved du, at dine konkurrenter har en lang svartid på henvendelser, så fortæl hvor hurtig du er til at svare. Det samme gælder eksempelvis med leveringstid, hvis du ved, at dine konkurrenter halter på dette punkt.
Har du konkurrenter, som har været uheldige at få mange dårlige anmeldelser, så sørg for at gøre opmærksom på dine gode anmeldelser.

En knapt så kæk måde at annoncere til konkurrenters besøgende på, er at lave nogle mere generiske budskaber. Her er det dog stadig værd at have helt styr på, hvad der skiller dig positivt ud fra konkurrenterne, så du ikke bliver væk i mængden.

Før du går i gang
Det hjælper desværre ikke meget at lede en masse trafik ind på din hjemmeside, før du har helt styr på din egen hjemmeside og det indtryk, du giver de besøgende. I værste fald risikerer du at bekræfte dine konkurrenters besøgende i, at det er konkurrenten, der skal handles hos.

Så selvom det er fristende at lokke alle konkurrenternes besøgende ind på din side, så tjek den igennem, så du er sikker på, at de nye besøgende på din side får det bedst mulige indtryk. Ved at du sikrer, at din side er bedst mulig i forhold til dine besøgende, får du i øvrigt den sidegevinst, at dette også burde smitte af på de besøgende, du har i forvejen.

Hvis du vil læse mere om mulighederne i Google Ads, kan du læse vores øvrige blogindlæg her:

Sådan finder du informationer om dine konkurrenter i Google Ads
Størrelser på Google Ads Display-annoncer