Skrevet af: Nikolaj Bækhøj Jensen
9. januar 2024

Black Friday på Amazon 2024

Black Friday står for døren, og det betyder en af årets store shopping dage. Hvis du er webshopejer, er du sikkert godt i gang med planlægningen af dagen, hvilke produkter skal du køre tilbud på, og hvilke kanaler skal du markedsføre dig på.

Men hvad med dig der sælger på Amazon. Hvordan foregår det, og hvilke muligheder findes der for at øge dit salg og synlighed netop på Black Friday. Det vil jeg prøve at besvare i dette blogindlæg, så få fyldt kaffekoppen op og hæng på, så gennemgår vi sammen mulighederne på Amazon 😊

Hvordan foregår Black Friday på Amazon

Først og fremmest skal man som Seller på Amazon være klar på, at Black Friday strækker sig over flere dage på platformen. På Amazon vil der være stor aktivitet en uge før og en uge efter Black Friday, hvilket man skal være opmærksom på, når man går i gang med sin planlægning.

Salgene på Amazon kommer ikke nødvendigvis på Black Friday, så du bliver nødt til at være til stede over en længere periode.

 

Men hvad kan man så gøre på Amazon for at være til stede under hele Black Friday Perioden?

Lad os dykke ned i de tiltag, du kan benytte dig af for at skabe synlighed omkring dine produkter og derved opnå flere salg under Black Friday.

Du kan også læse om, hvordan du gør din virksomhed klar til Black Friday med SEO her: Black Friday SEO

1. Deals, kuponer og tilbud på produkter – Hvad kan man gøre?

Når Black Friday nærmer sig på Amazon, vil man kunne opleve, at man kan køre specielle deals på produkter. Dette kræver dog en invitation fra Amazon, og det er derfor ikke en mulighed alle Sellers vil have. Man vil sikkert også opleve, at man kan køre deals på nogle bestemte produkter, imens andre produkter ikke er godkendt til det.

Amazon har nogle kriterier, man skal kunne opfylde, før man kan lave specielle Black Friday deals.

For at blive godkendt til deals, skal man bl.a.:

  • Have mindst 4 Seller Feedback rating på sin Seller profil
  • Have ingen rating eller mindst en 3.5 ☆ rating på sit produkt
  • Have en salgshistorik på Amazon
  • Black Friday prisen skal nedsættes, med mindst 20% ift. den normale pris
  • Være Prime kvalificeret de steder, man sælger
  • Sælge varer i ny stand

Når du er inde på din Seller konto, skal du under fanen ADVERTISING trykke på DEALS. Her vil du kunne se, om du er godkendt til at køre Black Friday Deals på Amazon. (Se billedet nedenfor)

Prime deals - amazon

 

Hvis du ikke kan se dette på Deal-siden, så er det fordi, du ikke er godkendt til dette event. Men bare rolig, der er heldigvis andre muligheder for, at skabe trafik til dine produkter.

 

Lightning Deal og en 7-day Deal

Lightning Deal: Her vil du kunne give dine kunder et kampagnetilbud på dine produkter. Det vil typisk være i et tidsrum på 4 til 12 timer (som Amazon bestemmer), hvor dine produkter vil være tilgængelige med dette tilbud. De vil blive vist på siden Amazon Deals og få et Lightning Deal ikon, som kan være med til at øge salget af produktet.

7-day Deal: Her vil dine produkter være tilgængelige til en nedsat pris i en periode på 7 dage. Dine produkter vil også her blive vist på siden Amazon Deals.

Disse to Deals kræver også invitation og godkendelse af Amazon. Hold øje med din konto under Deals, her vil du kunne se om dine produkter er berettigede.

 

Top deals - Amazon

 

Coupons/Vouchers

Som professionel Amazon Seller vil du kunne lave vouchers til dine produkter. Her vil dine kunder aktivt skulle bede om at få en voucher tilsendt. Dette kræver, at de har en Amazon konto, de kan logge ind på.

En voucher vil også kunne skabe synlighed omkring dit produkt, da det vil fremgå på kategori-siden og din produktside, at det er muligt at få dit produkt til en favorabel pris.

Alle kan oprette en voucher på deres produkter, så det er noget man bør overveje i perioden omkring Black Friday.

 

Amazon voucher eksempel

 

Når man skal køre tilbud på sine produkter, er ovenstående metoder noget, som jeg ville overveje at eksekvere på under Black Friday.

Dine produkter vil få et mærkat, der fortæller de besøgende, at de kan få dine produkter til en nedsat pris, i en begrænset periode. Det tiltrækker besøgende ind på dine produkter, og hvem vil ikke gerne opnå det under Black Friday perioden, hvor folk er meget købsparate.

 

2. Brand Store på Amazon – Klar til Black Friday

Er du Brand-registreret på Amazon, har du mulighed for at lave en Brand Store, som er din egen lille ”webshop” inde på Amazon. Her kan det være en rigtig god idé at oprette en side dedikeret til dine Black Friday tilbud.

På denne måde kan folk hurtigt få et overblik over, hvilke særlige tilbud du har i denne periode, og måske kan det åbne muligheden for mersalg.

På denne Brand Store er der fx lavet en side med ”Offers”. Man kunne med fordel kalde siden ”Black Friday Offers”

 

Black Friday - Amazon - Brand store

Annoncer under Black Friday

Man skal være opmærksom på, at klik-priserne på annoncer stiger på Amazon, når Black Friday nærmer sig. Der er mange, der vil byde ind på annoncerne, hvilket får klik-priserne til at stige. Folk er meget købsparate, og derfor vil man som Seller gerne have, at ens produkter bliver vist overfor mulige købere.

Mit råd er, at man derfor allerede begynder at annoncere i oktober måned og annoncerer man forvejen, kan man med fordel prøve at skrue sine annoncer lidt op ift. budget.

Grunden til at jeg vil råde folk til dette er, at man ved at annoncere kan opnå bedre placeringer på kategori-siderne for både betalte og organiske placeringer. Når man så kommer tættere på Black Friday, så har man forhåbentlig opnået nogle gode placeringer på relevante Keywords, hvilket gør, at dine produkter bliver fundet af hungrende og købsparate besøgende. Ja tak!

Du kan læse mere om Keywords, og hvordan du opnår en bedre rangering på Amazon her:

Blog om Amazon SEO.

 

Vare på lager og fri fragt

Uanset om du sender dine varer fra dit eget lager eller benytter dig af FBA, hvor du sender dine varer ned på et Amazon lager, så skal du sørge for, at dine produkter er tilgængelige og på lager omkring Black Friday, så de er klar til de mange besøgende, der vil handle på Amazon.

Det vil være en katastrofe at løbe tør for varer, hvis der er stor efterspørgsel på dine produkter. Ift. dine placeringer på Amazon kan dette også have en negativ indflydelse fremadrettet.

Jeg håber blogindlægget har givet dig nogle fif og overvejelser til, hvordan du griber Black Friday på Amazon an.

Hos WeMarket har vi hjulpet mange kunder med at indsamle anmeldelser og forbedre deres listings og konverteringer på Amazon. Er du interesseret i at høre mere eller har spørgsmål til, hvordan du forbedrer dine resultater gennem Amazon SEO, så er du meget velkommen til at kontakte os på tlf: 71 99 34 74.