Du kender det helt sikkert selv. Du skal bruge informationer her og nu, mens du er på farten. Derfor griber du ned i lommen og finder din smartphone frem. Er du gal, det går langsomt med at få indholdet frem på skærmen! Det er du ikke den eneste, der tænker – og det er et problem. Stadig flere og flere søger nemlig på nettet via telefonen. Så mange, at det for længst har oversteget søgningerne på desktop. Intet tyder på, at det skulle gå i den modsatte retning fremover, og derfor har Google længe erklæret, at de snart vil udrulle et Mobile First-Index.
Her er det fuldstændig afgørende for din online succes, at dit site er mobilvenligt. Så undgår du, at brugerne skal scrolle op, ned, til højre og til venstre i én uendelighed for at finde den information, de leder efter. Skal brugeren nærmest være detektiv for at finde informationerne, er der en overvejende sandsynlighed for, at de forlader dit website og går videre til din konkurrent.
Det er dog ikke kun selve designet på mobilen, der er en afgørende faktor for, om brugere har en god oplevelse på din hjemmeside. Det samme gælder sitets hastighed. Du kan sikkert skrive under på, at det langt fra er alle steder, mobildækningen er i top, eller wi-fi er tilgængeligt. Så har du sikkert også været ved at falde i søvn i den lange tid, sitet bruger på at loade. Langsomme hjemmesider er en sand dræber – men der er en løsning. Det kaldes AMP-sider.
Hvad er AMP?
AMP er en forkortelse for Accelerated Mobile Pages. Du er måske stødt på resultater med AMP-sider i Google, der er flankeret af et lille lyn. AMP er et initiativ, der har til formål at optimere brugeroplevelsen på mobilen. Når vi snakker om brugeroplevelsen i denne kontekst, er det i form af sitets hastighed. Ved at lave en AMP-version af dit site, skralder du i teorien alle tunge og overflødige elementer væk, og tilbage står du med en side kun indeholdende tekst og billeder. Ingen kontaktformularer og andre interaktive elementer.
Samtidig bliver hjemmesiden gemt i Googles cache, hvilket både medfører fordele og ulemper. Fordelen er, at sitet loader ekstremt hurtigt – også uden wi-fi og tårnhøj mobildækning. Det øger brugeroplevelsen, som er Googles altoverskyggende mål. Det er dog ikke rosenrødt det hele. Ulempen er blandt andet, at der er tale om en kopi af sidens indhold i Googles cache, og derfor vil ændringer og opdateringer på siden ikke dukke op med det samme – blandt andet når man deler via de sociale medier.
Hvem bruger AMP?
Eftersom der er tale om en ”light-udgave” af sidens oprindelige version, giver det på nuværende tidspunkt en række begrænsninger i forhold til, hvem der reelt vil have gavn af AMP. Det er i udpræget grad fordelagtigt for teksttunge sider, såsom blogs og nyhedssites, da det primært er teksten, der er den primære årsag til, at brugeren klikker sig ind.
I og med at en lang række funktioner er skåret fra, på grund af de strenge krav til en AMP-side, er det de færreste webshops, der på nuværende tidspunkt vil få værdi ud af en AMP-version af sitet. Men eftersom hastighed er afgørende for brugeroplevelsen, og dermed ligger højt på Googles prioriteringsliste, er det utvivlsom et fænomen, som fortsætter og vil blive udviklet yderligere fremadrettet.
Hvordan får jeg AMP?
Har du et site, der primært er baseret på content i form af tekst, så kan AMP absolut være et værdifuldt initiativ. Det kræver en vis portion teknisk snilde at kaste sig ud i det selv, da der skal kreeres en ny side ud fra kravene til AMP. Dog er der visse systemer som WordPress, der via et plugin autogenererer en AMP-version af sitet. Og bare rolig. Du bliver ikke straffet for duplikeret indhold, selvom der i teorien er tale om to identiske sider med sammen indhold. Google kan godt skelne de to versioner fra hinanden. Det er jo trods alt dem selv, der har lanceret muligheden for at lave AMP-sider.
AMP og fremtiden
Det er ikke til at sige, om AMP bliver mere reglen end undtagelse for hjemmesider i fremtiden. Vi ser som sagt flere og flere nyhedssites og blogs i AMP-versioner, og flere af de tunge drenge i branchen har erklæret deres støtte til initiativet. Derfor er det absolut noget, man skal holde øje med og tage seriøst i fremtiden, selv om det måske ikke på nuværende tidspunkt er relevant for ens website. Hvis AMP fortsætter med at blive adopteret fra forskellige sider, er det ikke utænkeligt, at AMP-versioner i fremtiden vil dominere søgeresultaterne med alle typer af websites.
Flere blogindlæg fra WeMarket:
Hvorfor vælger Google at skifte deres indeks til Mobile First?
Facebook Analytics – nu som App
Sådan finder du informationer om dine konkurrenter i Google AdWords