SEO er for mange en af de mest komplekse online marketing discipliner. Søgemaskineoptimering dækker i store træk over 3 hovedområder:
- Teknisk SEO
- On page SEO
- Off page SEO
Helt kort og forsimplet handler teknisk SEO om optimering af hjemmesidens tekniske fundament, on page SEO handler om at arbejde med indholdet på siden, og off page SEO handler om at arbejde med links fra andre sider.
Hvis du gerne vil vide mere om de tre områder, og blive klogere på hvorfor du bør investere i SEO, anbefaler jeg, at du læser min kollega Ievas blogindlæg om emnet.
I dette blogindlæg dykker jeg nemlig ned i on page SEO, og giver dig 5 nemme on page SEO ting du selv kan fikse!
De optimeringsmuligheder jeg nævner, forudsætter at du på forhånd har foretaget en søgeordsanalyse, og har oprettet de nødvendige landingssider.
1. Title tag og meta beskrivelse
Noget af det, der tales meget om, når snakken falder på on page SEO, er optimering af title tag og meta beskrivelse. Hvis vi tager et kig på billedet herover, er dette et eksempel på et organisk søgeresultat i Google på søgningen “facebook bureau”. Med dette eksempel for øje, vil jeg nu komme nærmere ind på, hvad title tag og meta beskrivelse egentligt er.
Guide brugeren med et godt title tag
Title tag er den tekst du ser markeret med en blå linkfarve. Dens formål er at agere “overskrift” for den pågældende landingsside i de organiske søgeresultater, så både brugeren og Google får en fornemmelse af, hvad de kan forvente at finde på siden. Title tagget skal dermed indeholde dit primære søgeord.
Title tagget skal matche din sides formål – og det kan derfor være svært at svare entydigt på, hvordan du skriver et godt title tag. Jeg plejer at arbejde med følgende opbygning: Primært søgeord – USP/CTA – Brandnavn.
Hvad der er “plads til”, afhænger selvfølgelig også af længden på dit primære søgeord. Det er ikke altid nødvendigt at nævne brandnavn, men det er altid en god idé at benytte en CTA (Call to Action) og/eller en USP (Unique Selling Point).
Hav dog altid brugeren for øje – tænk over, hvad de har brug for at vide, eller hvad der overbeviser dem om, at klikke på dit link fremfor de mange andre i søgeresultaterne.
Det er svært at sige, hvor langt title tagget må være før Google “cutter det af” med prikker, eller i værste tilfælde omskriver den helt. Derfor anbefaler jeg altid, at du tjekker dit site hver gang, du ændrer noget. Således sikrer du, at det hele ser ud som det skal. En tommelfingerregel siger dog mellem 55-65 tegn.
Uddyb sidens formål med meta beskrivelsen
Meta beskrivelsen er den lidt længere tekst, du finder under title tagget. Denne kan betragtes som en udvidet beskrivelse af sidens formål – igen rettet mod brugeren, men også Google. Her skal dit primære (og eventuelle sekundære) søgeord også indgå – men du må aldrig bare lave en direkte kopi af dit title tag. Skriv noget unikt, der giver brugeren værdi.
Tænk igen over, hvad der er vigtigst for brugeren at vide – det hænger unægteligt sammen med deres søgeintention, og hvordan din side bidrager til det formål. Skil dig ud fra konkurrenterne, og bring de største fordele ved at handle hos dig, eller de vigtigste punkter på din side frem i meta beskrivelsen. Ligesom med title tag, er det svært at sige præcis, hvor mange tegn din meta beskrivelse bør være, for at undgå at Google “cutter den af”. Men som tommelfingerregel kan du tænke på mellem 150-160 tegn.
2. H-tags
H’et i “H-tag” er forkortelsen af “heading”, der på dansk betyder overskrift.
H-tags er i korte træk et lille kodestykke, der fortæller Google, hvor i din tekst der er overskrifter – og hvor vigtige de er.
Udover at gøre det klart overfor Google, hvordan din tekst er delt op, og hvad den handler om, bidrager brugen af H-tags også til læsevenligheden. En tekst, der er delt op i afsnit, er meget rarere at læse for øjet, og nemmere at overskue, end en tekst skrevet i én lang køre.
Dog må du aldrig bruge H-tags udelukkende til stylingformål – så forvirrer du Google. Har du derfor brug for, at en tekst er større eller gjort fed, bør du bruge de specifikke tags til dette, fremfor H-tags. En nem måde at tjekke, hvilke H-tags, der er på en landingsside, er via dette Chrome plugin.
H-tags angives med tal, der fortæller Google, hvilken overskrift der er “hovedoverskriften”, og herefter hvilke der er “underoverskrifter”, der deler teksten op i afsnit.
- H1 er “hovedoverskriften”, og altså den vigtigste. Denne skal indeholde dit primære søgeord, og fortælle brugeren og Google, hvad det primære formål med siden er. Derfor må der heller ikke være mere end én H1’er på hver landingsside – ellers forvirrer du Google.
- H2 er den primære “underoverskrift” – og altså denne, du primært vil bruge til at inddele din tekst i afsnit. Her kan det primære søgeord og eventuelle sekundære søgeord også indgå. Dog er det allervigtigste, at H2’eren matcher dét afsnittet handler om.
- H3 er endnu en type underoverskrift. Denne bruges typisk, hvis du har underpunkter i dit underafsnit, der er så omfattende, at det giver bedst mening og skaber bedst struktur, at give dem deres eget afsnit.
I praksis bruges H1 og H2 altid, mens man i nogle tilfælde også benytter H3. Herefter er det de færreste, der bruger H4 og opefter – men giver det mening i din specifikke case, skal du selvfølgelig benytte dig af det.
3. Content
Content is king. Det har du formentligt hørt mere end én gang, hvis du har arbejdet med SEO. Det holder stadig. Det kræver nemlig benhårdt og kontinuerligt arbejde at opnå organisk synlighed, gode rangeringer og trafik. Dette kan du understøtte ved at udarbejde unikt og SEO-optimeret indhold til dine landingssider.
Men det er ikke altid lige til, at skabe godt indhold. Når det lykkedes, kan indholdet virke som en form for katapult, der skyder dine landingssider op gennem søgeresultaterne, og som kaster en masse organisk trafik og omsætning tilbage.
Når det går skidt, kan det i værste tilfælde kvittere med virtuelle “dummebøder” fra Google, der rammer dine placeringer i søgeresultaterne, og som i nogle tilfælde kan være nær umulige at komme ud af igen.
Hvad er godt indhold?
Google er den største søgemaskine i verden målt på markedsandel. Med det store ansvar, og deres flere milliarder søgninger pr. dag, er de også ekstra opmærksomme på deres eksistensgrundlag: At levere det bedst mulige søgeresultat til deres brugere.
“Bedst mulige resultater” dækker over indholdets kvalitet og relevans – i forhold til brugeren. Altså skal indholdet være unikt (ingen copy paste fra andre sider!), skrevet i et sprog brugerne forstår, og give dem direkte svar på det, de søger.
Googles egne råd til at skabe godt indhold, finder man i deres SEO Starter Guide, og siger kort opridset at godt indhold skal være:
- Brugbart og informativt
- Bedre end konkurrenternes (skabe mere værdi)
- Troværdigt
- Af høj kvalitet
- Engagerende
Du kan læse mere dybdegående om, hvad Google anbefaler mht. indhold, i deres SEO Start Guide jeg har linket til ovenover.
4. Interne links
Links. Et evigt omdiskuteret emne i SEO-verdenen – dog mest, når det handler om ekstern linkbuilding. Uanset hvad, er links vigtige for Google, fordi de følger eksterne og interne links, når de crawler dine sider. Derfor har links, samt kvaliteten og relevansen af disse, stor indflydelse på, hvordan Google rangerer dit website.
Derudover hjælper en god, intern linkstruktur Google med at forstå, hvad der er, og hvor det er på dit website. Især for store og komplekse hjemmesider, kan der spares crawl budget ved at have gode, interne links til de mest vigtige landingssider på ens hjemmeside.
Men hvad er interne links? Jo, nu skal du høre. Interne links er links, der henviser fra én side af din hjemmeside hen til en anden side – stadig på din hjemmeside. Det er lidt kringlet at forklare, men idéen er, at det er links, der ikke henviser “ud” – altså til andre hjemmesider, men bliver “hjemme”, og guider brugeren (og Googles robotter) rundt på dit website.
Hvorfor bør du bruge interne links?
Der er mange gode grunde til, at du bør bruge interne links som en del af din SEO strategi – og vi har allerede vendt nogle af dem i afsnittet herover.
En anden klar fordel ved interne links er, at du kan øge “time on site” – altså hvor længe brugerne befinder sig på dine landingssider, før de forlader dem igen. Jo længere tid de er på siden, jo bedre. Dels fordi, at det giver dig længere tid til at overbevise dem om at konvertere, og dels fordi, at det giver Google et indtryk af, at det er et godt resultat, de har leveret i forhold til søgeintentionen.
Derudover er interne links en måde hvorpå du, med enkle midler, betydeligt kan påvirke din placering i søgeresultaterne positivt. Vær dog opmærksom på, at det kan være svært at aflæse effekten af dette på søgeord, hvor du i forvejen er godt placeret. Start med at fokusere på værdiskabende sider, hvor du pt rangerer på plads 7-15 – her vil du nemmere kunne måle effekten af dit arbejde.
5. Call To Actions
På ethvert website, hvor en eller anden form for konvertering er målet, er Call to Actions (CTA’er) et vigtigt element. En konvertering kan være mange ting, heriblandt:
-
- Et køb (“Køb her” knap)
- Udfyldelse af en kontaktformular
- Tilmeld nyhedsbrev
- Klik på telefonnummer
- Klik på e-mail
- ..med mere
Ved brug af CTA’er får du gjort brugeren opmærksom på sidens vigtigste formål, og gør det nemt og hurtigt for dem at konvertere. Jo mindre tid brugeren skal bruge på at lede, jo større er chancen for, at de fuldfører en konvertering.
Derfor bør du på stort set alle sider (med undtagelser) have en eller anden form for CTA – dette afhænger også helt af din branche. For e-commerce websites giver det mening, at der under hvert produkt er en “læg i kurv knap”, mens det for lead baserede B2B kunder giver mening, at der lægges op til, at man ringer til dem, eller blive kontaktet ved at udfylde en kontaktformular.
Opsummering
On page SEO er blot én ud af tre “hoveddiscipliner” indenfor SEO. Der er nok at tage fat på, det har alt sammen indflydelse på crawling, indeksering og rangering af dit website.
Det kan virke langhåret og kringlet, men der er i hvert fald 5 nemme on page SEO ting, du selv kan fikse. Dem har jeg allerede gennemgået i dette blogindlæg, men lad mig ridse dem op for dig igen:
- Optimer dine title tags og meta descriptions ud fra fokussøgeord – med brugeren for øje.
- Formater og brug dine H-tags korrekt, så Google får indsigt i dit indholds opbygning og relevans, samtidig med at teksten er læsevenlig for brugeren.
- Skriv unikt indhold af høj kvalitet, der giver brugeren reel værdi.
- Brug interne links til at holde brugeren længere på dit site, og til at hjælpe Google med at crawle de vigtigste sider først.
- Gør det så nemt som muligt for brugeren at konvertere ved hjælp af CTA’er.
SEO-verdenen er (næsten!) uendelig, og best practice ændrer sig hele tiden. Får du derfor i denne forbindelse brug for sparring på netop din virksomhed og dens behov for SEO, står vores SEO team altid klar til at hjælpe dig på vej.